Frygtelig ulykke: Mand er fundet druknet på skib

18. marts 2017 06:19 | Af: Ritzau Fokus

Besætningsmedlem på hollandsk sandsuger var pludselig væk. Dykkere fandt manden død i en ballasttank.

Frygtelig ulykke: Mand er fundet druknet på skib
Dykkere gik ombord på skibet og fandt den druknede mand, efter det lagde til kaj i Esbjerg. Foto: Google Maps

En 25-årig filippinsk sømand er fredag omkommet om bord på et hollandsk skib, mens det befandt sig i internationalt farvand ud for den danske vestkyst.

Manden menes at være faldet ned i en ballasttank og derefter druknet.

Skibet lagde efterfølgende til kaj i Esbjerg Havn, hvor besætningsmedlemmerne lørdag skal afhøres af både danske og hollandske myndigheder.

Politiet formoder, at der er tale om en arbejdsulykke, oplyser Ivan Gohr Jensen, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

– Den omkomne sømand arbejdede i lastrummet, men da de øvrige besætningsmedlemmer ikke kunne finde ham, tog skibet kontakt til de danske myndigheder. Vi modtog en anmeldelse klokken 18.35, om at et besætningsmedlem var forsvundet, fortæller vagtchefen.

Da skibet havde lagt til i Esbjerg, gik dykkere om bord på fartøjet, en sandsuger, og fandt liget af sømanden i en af skibets ballasttanke.

Undersøgelser lørdag

De vandfyldte tanke har til formål at afbalancere og stabilisere et skib. En sandsuger er et specialskib, der typisk bruges i forbindelse med entreprenøropgaver til havs.

– Hvad der er sket, vil nu blive undersøgt yderligere lørdag formiddag af os sammen med de maritime myndigheder. Der kommer også folk fra hollandske myndigheder til Esbjerg for at deltage i undersøgelsen, siger Ivan Gohr Jensen.

Alderen på den omkomne sømand kan politiet endnu ikke oplyse. Ivan Gohr Jensen er ikke klar over, om mandens familie hjemme i Filippinerne er informeret om dødsfaldet.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu