Ville stjæle værdifuld tegning: Frygtløs kunsttyv fanget på fodfejl

22. februar 2013 08:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ville stjæle værdifuld tegning: Frygtløs kunsttyv fanget på fodfejl
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Kunsttyv hurtigt afsløret – afleverede den værdifulde tegning tilbage.Foto: Colourbox

Det er en usædvanlig sag, amerikanerne taler om for tiden – en kunsttyv, der ville stjæle et billede af Salvador Dalí , skriver b.dk.

 

Usædvanlig, fordi tyven var pressemedarbejder hos det mondæne modehus Moncler og ikke manglede noget,

Usædvanlig, fordi han hurtigt blev afsløret og kort efter returnerede den stjålne tegning med posten.

Og usædvanlig, fordi politiets afsløring vidner om en verden med overvågning overalt.

En historie med mindelser om biografsuccesen »The Thomas Crown Affair« – om end det kniber lidt med romantikken sine steder.

Tyveriet gjaldt »Cartel de Don Juan Tenorio« af spanske Salvador Dalí fra 1949. En tegning på størrelse med en avis i tabloidformat. Pris: Knap en million kroner.

Det kostbare værk var udstillet på galleriet Venus Over Manhattan i New York. Galleriet åbnede i juni sidste år og specialiserer sig i Dalí og surrealismen.

Da galleriets ejer skulle lukke og slukke efter en af de første åbningsdage, var Dalís tegning væk. Optagelser fra de opsatte kameraer blev gået igennem og afslørede tyven som en upåfaldende ung mand. En græker på 29 år ved navn Phivos Lampros Istavrioglou.

Manden havde efter eget udsagn fået en pludselig indskydelse: Han stod et øjeblik alene foran tegningen, rakte ud for at røre lidt ved den – og opdagede så, at ingen alarmer gik i gang.

Phivos pillede arket ned fra væggen, kom det roligt ned i en plastikpose og bevægede sig hen mod udgangen. Han passerede indtil flere vagter og undervejs og kiggede endda direkte ind i overvågningen. Ingen bemærkede noget som helst.

Når man siden har villet forsvare galleriet, er det netop med grækerens upåfaldende optræden. Hvis han havde haft hætte på eller virket determineret på tyveri, ville man nok have lagt mærke til ham. Alle gik ud fra, han var i lovligt ærinde.

Hvordan kunne man afsløre ham så hurtigt? Første trin var det mest oplagte: Politiet offentliggjorde få dage senere et billede fra galleriets kameraer.

Gerningsmanden så fotoet fra sit skjul og fandt det så belastende, at han straks sendte en mail til galleriet. En mail med et løfte om at returnere den stjålne tegning med det samme.

Tegningen kom hjem kort efter, rullet pænt sammen og pakket pænt ind.

Om galleriet nu ville have foretrukket at lade nåde gå for ret, vides ikke med sikkerhed. Politiet insisterede i hvert fald på det modsatte.

Man tjekkede den sammenrullede tegning for fingeraftryk. Og jo: Gerningsmanden havde forrige år neglet en juice i sit lokale supermarked. Phivos Lampros Istavrioglou var identificeret få timer efter sit livs tyveri nummer to.

Hvor befandt han sig så? Amerikansk politi har ikke afsløret alle detaljer i efterforskningen. Men det er sivet ud, at man udnyttede en lille svaghed hos visse mennesker:

Phivos Lampros Istavrioglou havde googlet sig selv og galleriet. Han havde endda gjort det ganske få timer efter sin udåd. Og dermed længe før, verden vidste noget om den sære sag. En skæbnesvanger nysgerrighed.

Politiet lagde to og to sammen, fandt frem til IP-adressen og sporede Phivos’ færden. Han var taget hjem til sin nuværende bopæl i Milano, viste det sig. En bopæl med computer.

Sagens sidste træk kalder på om ikke ligefrem sympati, så en vis medfølelse:

Man lod en politimand give sig ud for noget stort i kunstens verden og kontaktede den unge græker med tilbud om et job på amerikansk jord. Phivos sagde ja tak og tog straks flyet til lufthavnen JFK. Hvor han så blev pågrebet i lørdags.

»Jeg går ud fra, det er om Dalí?,« skal han have hvisket ved synet af uniformer.

Sagen mod Phivos Lampros Istavrioglou begynder på tirsdag. Hvad anklageren vil kræve af straf, vides endnu ikke. Kautionen er sat til godt en halv million kroner.

Phivos’ forsvarer vil plædere for frifindelse. Den unge kunstelsker havde jo bare et svagt øjeblik og returnerede tegningen uskadt.

Og galleriets ejer kalder måske lidt optimistisk sagen for lukket. I øvrigt med ordene:

»Tegningen er surrealistisk. Det var tyveriet af den unægtelig også.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu