Fun sejrede ved årets Grammy-uddeling

11. februar 2013 08:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fun sejrede ved årets Grammy-uddeling
Billede mangler

USA: Det britiske band »Mumford & Sons« havde ikke regnet med at blive kaldt på scenen under årets Grammy-show, der natten til mandag samlede toppen af poppen i Los Angeles.

 

»Vi regnede ikke med at vinde noget som helst, for The Black Keys har helt fortjent fejet alle priser op i dag,« sagde forsanger Marcus Mumford, da bandet fik prisen. Det er albummet »Babel«, som er gået rent ind hos amerikanerne, der indbragte »Mumford & Sons« en Grammy for »Årets bedste album«.

Netop The Black Keys vandt flere priser – blandt andet for »Bedste rocksang« og »Bedste rockalbum«.

En anden triumferende gruppe var amerikanske Fun, der løb med hæderen »Årets nye navn«. Derudover indbragte hittet »We are young« Fun en Grammy for »Årets bedste sang«.

»Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på, da vi skrev omkvædet. Alle kan se vores ansigter, og vi er ikke særlig unge,« sagde forsanger Nate Ruess.

For sangerinden Adele er det ved at udvikle sig til en tradition, at hun kan tage Grammy-hæder med i kufferten hjem til Storbritannien. I år løb hun med sejren i kategorien »Bedste solo pop-præstation« for en live-version af sangen »Set fire to the rain«. Sidste år snuppede Adele ikke mindre end seks priser.

Det var 55. gang, at Grammy-priserne blev uddelt. Sædvanen tro besteg mange af stjernerne den røde løber iført deres stiveste puds. Dog frådsede flere af kvinderne – blandt andre Rihanna – ikke ligefrem med tøj, hvilket betød, at de gjorde sig skyldige i overtrædelse af arrangørernes regler om påklædning.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu