Fup-mails fra Skat lander dagligt i tusindvis af danske indbakker

11. februar 2013 18:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fup-mails fra Skat lander dagligt i tusindvis af danske indbakker
Billede mangler

»Du er berettiget til at modtage en tilbagebetaling af Skat«.

 

En glædelig nyhed, som adskillige tusinde danskere har fået det seneste år i deres e-mailindbakke. Modtageren skal blot oplyse sit kontonummer i en mail og vente et par dage, lyder det. Men mailen med Skats navn og logo er fup, og i stedet for at oplysningerne, som nogle når at indtaste og sende af sted i cyberspace, kommer frem til Skat, ender de hos bagmænd i Marokko. Unge bagmænd, som sælger kontooplysningerne videre til andre, der køber rejser eller IT-udstyr på nettet. Det forklarer kontorchef for informationssikkerhed hos Skat, Jack Johansen.

»Siden 1. november sidste år har vi oplevet det som et dagligt fænomen. Bagmændene sender mails med lidt forskelligt udseende, men nøjagtigt samme indhold. Det er hundredtusinder af danskere, der har oplevet dette fænomen, så vi får også dagligt henvendelser fra borgere, der vil høre, om det er rigtigt,« siger han.

Det er dog ikke kun Skat, der oplever den stigende IT-kriminalitet. Antallet af fup-mails, falske hjemmesider og hackerangreb ses oftere og oftere i Danmark. Fra 2011 til 2012 var der en stigning på 45 procent, viser en ny rapport fra DKCERT, som informerer om IT-sikkerhed og advarer om trusler på området i Danmark.

»Mange husker nok 2012 som året med rigtig mange fup-mails fra Skat, Nordea eller Danske Bank, der handlede om, at man skal indtaste sine kontooplysninger eller lignende. Det er bekymrende, at vi ser en så stor stigning, og det bunder i, at der er penge i det for de kriminelle, fordi der stadig er mange, der har tillid til den slags mails,« siger Shehzad Ahmad, chef for DKCERT.

Hos Skat samarbejder man med et sikkerhedsfirma, som har fundet frem til, at Marokko er hjemsted for synderne bag rækken af snyde-mails. Men fordi de bruger usikre servere over hele verden til at afsende den elektroniske post fra, er det svært at finde frem til de personer, forklarer Jack Johansen.

Heller ikke politiet kan gøre meget.

»Selv om vi politianmelder de her mennesker, kan politiet ikke gøre noget, fordi de sidder i Marokko, hvor vi ikke har udvekslingsaftaler. Så det er faktisk umuligt at forfølge de folk, der står bag,« siger Jack Johansen.

I stedet sørger sikkerhedsfirmaet for at lukke serverne, der bliver brugt til de falske e-mails, så snart de bliver opsporet. Samtidig gør Skat meget ud af at advare borgerne – både gennem medierne og på hjemmesiden – mod at udlevere kontooplysninger.

»Man skal slette de her mails, og går man ind på dem, skal man ikke klikke på det indbyggede link. Og går man alligevel videre, skal man for guds skyld aldrig udfylde sine kontokortoplysninger,« siger kontorchef Jack Johansen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu