Gå til gudstjeneste hjemme i stuen

10. februar 2013 23:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Gå til gudstjeneste hjemme i stuen
Billede mangler

Gå til alters hjemme i stuen, tag til barnedåb på plejehjemmet eller følg en højmesse på flere tusinde kilometers afstand.

 

Mulighederne for at følge kirkelige handlinger kan blive nogle helt andre, efter at Datatilsynet netop har givet Ribe Stift grønt lys for, at stiftet som noget helt nyt kan transmittere levende billeder fra gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter.

Enkelte kirker i stiftet er allerede begyndt at filme gudstjenester, således at ældre på plejehjem kan overvære dem, selv om de ikke er fysisk til stede i kirkerne. Billederne til plejehjemmene viser dog kun motiver som alter og prædikestol, og det er stort set kun præsterne, der er at se på dem.

Men Ribe Stift har bedt Datatilsynet vurdere, om det også er tilladeligt at transmittere direkte fra dåbshandlinger, så dåbsbarn, forældre og faddere er at se på billederne, og om det er tilladeligt at sende direkte fra nadverhandlinger med nadvergæster på billederne.

Ifølge Datatilsynet er det i orden. Men, understreger tilsynet, det skal tydeligt fremgå i kirkerne, når der bliver transmitteret live, og der skal være dele af kirkerne, hvor der ikke bliver filmet.

Når det gælder dåbshandlinger, skal de berørte dåbsgæster ifølge tilsynets vurdering give samtykke til, at der bliver transmitteret livebilleder.

Ribes biskop, Elisabeth Dons Christensen, henviser til, at transmissionerne vil give pårørende i f.eks. Australien mulighed for at være med til en handling som en barnedåb.

»Jeg tror, det vil udbredes mere med tiden,« siger hun.

Det er uklart, hvordan transmissionerne rent teknisk bliver tilgængelige, og for hvem de bliver tilgængelige.

Biskoppen afviser, at det at se på en livetransmission kan erstatte selve det at gå i kirke.

»Jeg tror ikke, at den tekniske løsning her på nogen måde vil kunne konkurrere med det fællesskab og den højtid, vi får med os, når vi er sammen i kirken,« lyder det fra biskoppen:

»At gå i kirke, være sammen, det er og bliver nummer et. Det er dér, vi mærker fællesskabet mellem Gud og mennesker og mennesker imellem.«

Biskop Peter Fischer-Møller, Roskilde Stift, har »ingen problemer med direkte transmissioner« og tilføjer, at det er blevet forsøgt i et par kirker i hans stift.

»Så længe folk bare er informeret om det. Som når DR transmitterer direkte fra gudstjenester og annoncerer det på forhånd,« siger han.

Han vil ikke afvise, at streaming fra kirker bliver mere almindelige. Ikke mindst til beboere på plejehjem.

»Men man kan godt spørge sig selv, hvor mange der vil benytte sig af det. Hvor mange er det lige, der vil sidde søndag formiddag og følge en gudstjeneste på computeren? Men er behovet der, og sidder der ti ældre på det lokale plejehjem og gerne vil det, så kan det absolut være en god ting,« siger han.

Sognepræst Tove Fergo, Simon Peters Sogn på Amager, ser kirkelige transmissioner som et supplement til gudstjenester, ikke som et alternativ.

»Det kan være en god mulighed, og når det kan lade sig gøre, hvorfor så ikke benytte sig af det?« siger hun.

Hun tilføjer, at der også bliver holdt egentlige gudstjenester på plejehjem, og at ældre kan benytte sig af såkaldte kirkebiler, hvis de gerne vil i kirke.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu