Gadelamper skruer automatisk ned for lyset

15. marts 2013 10:57 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Gadelamper skruer automatisk ned for lyset
Billede mangler

Der er ingen grund til at have fuldt blus på gadelyset, når der hverken er fodgængere, cyklister eller biler på vejen til at få glæde af det.

 

Sådan lyder holdningen i Frederiksberg Kommune, hvor man nu vi forsøge sig med intelligent vejbelysning, der helt automatisk skruer ned for lysstyrken, når gaderne ligger øde hen i nattetimerne.

Foreløbig er de smarte gadelamper installeret på en kort prøvestrækning på Dronning Olgas Vej, men på længere sigt vil Frederiksberg have intelligent belysning over store dele af kommunen. Målet er at spare både penge og energi.

»Trafikbelysning om natten er indlysende energikrævende. Det er et stort skridt i den rigtige retning, at vi nu er på vej med et system, der kan sikre lys, når der er trafik, og spare på lyset, når der ikke er trafik. Her er der virkelig stort potentiale for at spare på energien og udlede mindre CO2,« siger borgmester Jørgen Glenthøj (K).

Frederiksberg Kommune har allerede gjort sig gode erfaringer med intelligent belysning på en løberute, som kommunen har etableret i Søndermarken sammen med Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme.

Det forventes, at en stor del af de otte millioner kroner, som kommunalbestyrelsen har afsat til udskiftning af gamle gadelamper i år, vil blive brugt på intelligent vejbelysning på kommunens lokalveje.

»Men det er blot begyndelsen. Jeg er overbevist om, at denne belysningsform kommer til at sprede sig overalt i landet i de kommende år,« siger Jørgen Glenthøj.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu