Galleriejer truet med pistol

5. marts 2013 15:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Galleriejer truet med pistol
Foto: Colourbox.

Indehaveren af Galleri Draupner i Skanderborg, Erik Guldager, stod tirsdag ansigt til ansigt med to mænd bevæbnet med pistoler og baseballbat.

 

Indehaveren er uskadt, men ifølge ham selv er det et lykketræf, at han slap med livet i behold.

Det skriver Århus Stiftstidende.

»Jeg er ikke hjemme, og galleriet er lukket på ubestemt tid. Jeg kan kun sige, at det var to pistolbevæbnede mænd, der truede mig. Og det var et sammentræf af usædvanligt held og instinktive reaktioner, der gjorde, at jeg slap med livet i behov,« siger Erik Guldager til Århus Stiftstidende.

»Jeg har ikke ret meget strøm på min mobiltelefon, og den er forbeholdt min familie«, siger han.

Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 13.05 via alarmcentralen.

»Ifølge anmeldelsen var to mænd kommet til galleriet omkring klokken 13. De var begge iklædt sort uniformlignende tøj, og den ene truede indehaveren af Galleri Draupner med en pistollignende genstand. Det nærmere hændelsesforløb er ikke på nuværende tidspunkt fastlagt, men mændene kørte fra stedet uden at have anvendt pistolen«, skriver kommunikationschef hos Sydøstjyllands Politi, Ulla Kaspersen, i en pressemeddelelse.

Den ene gerningsmand beskrives som sydlandsk af udseende, brunlig i huden, 180-185 centimeter høj og kraftig til muskuløs af bygning. Han var bevæbnet med pistollignende genstand i bæltet og et alufarvet baseballbat i hånden.

Den anden beskrives som sydlandsk af udseende, brun i huden, cirka 175 centimeter høj og almindelig af bygning. Han var også bevæbnet med en pistollignende genstand, som han truede indehaveren med.

Gerningsmændene kørte fra galleriet på Låsbyvej 15 ved Skanderborg i formentlig en sort Audi A6 eller A5 – coupélignende bil med alulister ved ruderne og LED-lygter.

Bilen var forsynet med stjålne nummerplader HW 49 081. Nummerpladerne er meldt stjålet 26. februar 2013 i Haderslev.

»På nuværende tidspunkt står det ikke klart, hvorvidt der var tale om et røveriforsøg, eller hvad formålet med hændelsen nærmere var«, oplyser politiet.

Sydøstjyllands Politi er meget interesseret i henvendelser på telefon 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu