Giftbrev til Obama ryster Washington

17. april 2013 21:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Giftbrev til Obama ryster Washington
Billede mangler

USA: Nyheden om brevet med det livsfarlige giftstof ricin, som var adresseret til den amerikanske præsident Barack Obama, har rystet Washington. Sammen med endnu et mistænkeligt brev og en pakke med to senatorer som modtagere var det årsagen til, at to af senatets bygninger i hovedstaden blev midlertidigt lukket onsdag. Det rapporterer flere internationale medier.

 

Brevet til præsidenten ankom til Det Hvide Hus’ postsorteringskontor tirsdag og kom således aldrig i nærheden af præsidenten. Det blev opsnappet af sikkerhedstjenesten Secret Service og overgivet til forbundspolitiet FBI.

Mens de første undersøgelser af indholdet af brevet til præsidenten ifølge FBI er positive for ricin, viste de andre mistænkelige breve sig alle at være falske alarmer, og derfor er senatsbygningerne igen åbne.

Obama-brevet er det andet brev indeholdende ricin, som er blevet opdaget af de amerikanske myndigheder siden mandagens terrorangreb i Boston. Tirsdag opsnappedes et ricin-brev afsendt fra byen Memphis i Tennessee til senator Roger Wicker fra Mississippi. Alligevel mener FBI dog ikke, at der er nogen forbindelse mellem de to hændelser.

»Der er ingen indikationer på en forbindelse til angrebet i Boston,« lyder det i en udtalelse ifølge Reuters.

Ud over giftstoffet indeholdt begge breve ifølge CNN meddelelsen »At se en fejl og ikke eksponere den er det samme som at være en stiltiende tilhænger af dens fortsættelse«, mens den var underskrevet »Jeg er KC, og jeg godkender denne besked«, sådan som det er populært for blandt andre politikere at gøre for kampagnefilm og reklamer for sig selv.

Brevene er nu sendt til ekstra undersøgelser, da resultaterne af den første prøve kan vise sig at have uregelmæssigheder. Det vil tage yderligere 24-48 timer, før der kommer svar.

Ricin udvindes af den samme plante, hvorfra der udvindes amerikanske olie. I de forkerte hænder kan giftstoffet blive ekstremt dødeligt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu