Gifte mænd og kvinder lever længst

7. marts 2013 10:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Gifte mænd og kvinder lever længst
Billede mangler

Nu er det bevist, at kærlighed forlænger livet. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at ægtefolk lever længere end mænd og kvinder, der er ugifte eller fraskilte.

 

Ifølge Danmarks Statistik har gifte mænd en forventet levetid, der er 7,1 år højere end ugifte mænds. Samtidig lever ægtemændene 6,6 år længere end fraskilte mænd og 5,3 år længere end enkemænd.

Også kvinder, der er smedet i Hymens lænker, lever længere end ugifte og fraskilte kvinder. En gift kvindes forventede levetid er 4,8 år højere end en ugift kvinde, 4,3 år højere end en fraskilt og 3,5 år højere end en enkes forventede levetid.

Forskellen på levetiden mellem gifte og ugifte gælder mænd og kvinder på alle alderstrin, men tallene viser, at forskellen mellem gifte og ugiftes levetid bliver mindre, jo ældre man bliver. Dødeligheden for 40-49-årige ugifte mænd er eksempelvis 255 procent højere end for gifte mænd på samme alderstrin. Men kigger man derimod på gruppen af 80-89-årige ugifte mænd, er overdødeligheden »kun« 30 procent højere end for gifte mænd.

Beregningerne baserer sig på dødsfald i 2009-2012, men statistikken tager ikke højde for, at der kan være andre faktorer end civilstand – eksempelvis sundhed, indkomst, uddannelse – der har betydning for, hvor længe man lever.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu