Giggs forlænger – kamp nr. 1000 venter lørdag

1. marts 2013 11:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Giggs forlænger - kamp nr. 1000 venter lørdag
Billede mangler

Giggs er den mest vindende fodboldspiller i England. Han underskrev sin første professionelle kontrakt tilbage i 1990 og gjorde sin debut i marts 1991.

Siden da er det blevet til 931 klubkampe og 168 mål – for ikke at nævne 12 Premier League-titler, fire FA-trofæer, tre Liga Cupper, to Champions League-trofæer, en Super Cup, en Intercontinental Cup samt Verdensmesterskabet for klubhold. Manager Alex Ferguson er da heller ikke i tvivl om, at Ryan Giggs er en unik spiller.

– Hvad kan jeg sige om Ryan Giggs, der ikke allerede er blevet sagt? Han er en fantastisk spiller og et exceptionelt menneske. Ryan er et foregangseksempel for os alle sammen. Især måden, han som fodboldspiller passer på sig selv, er beundringsværdig, siger Ferguson til Uniteds hjemmeside og fortsætter.

– Han har en fantastisk appetit for spillet, hvilket gør hans fodbold dejligt at se på. Ryan ser ud til at nå en ny milepæl hver uge, og når man tænker på, at han nu har spillet uafbrudt i 23 år, er han i sandhed et exceptionelt fænomen i moderne fodbold.

– Den form, han viser i år, gør det tydeligt, at hans evner og glæde ved fodbolden er så stor som nogensinde. Jeg er derfor helt ovenud begejstret over, at han har underskrevet en kontrakt for endnu et år.

Ryan Giggs har i sin karriere spillet 999 kampe for lands-og klubhold. Det betyder, at United-legenden på lørdag kan spille sin kamp nummer 1000, når Norwich City gæster Old Trafford.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu