GL står klar med trecifret millionbeløb

7. marts 2013 11:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
GL står klar med trecifret millionbeløb
Billede mangler

Kollegial støtte til de lockouttruede lærere kommer nu fra GL, der ud over de varme tanker er klar til at spæde til med millioner af konfliktkroner fra foreningens konfliktfond.

 

»Vi har selv stået i den her situation. Vi kunne ikke tage kampen, fordi vi var en del af en større forhandlingsaftale. Hvis de andre lærerorganisationer skulle ende i konflikt, kan vi i stedet støtte dem,« siger formand i GL, Gorm Leschly.

Det er GLs hovedbestyrelse i enighed, der skal tage stilling til, hvordan støtten skal udmøntes. Gorm Leschly forestiller sig, at der vil blive taget penge fra foreningens egen konfliktfond.

»Den er velpolstret, fordi vi har sparet op gennem en årrække,« siger han og tilkendegiver, at der er et trecifret millionbeløb i fonden.

For at de store summer kan udløses, kræver det, at lockouten træder i kraft. Skulle det ske, går Gorm Leschlys tanker især til Uddannelsesforbundet, der også kan blive lockoutet af Kommunernes Landsforening.

»Vores medlemmer på VUC og en række andre uddannelsessteder arbejder tæt sammen med Uddannelsesforbundets medlemmer. Det er oplagt at lægge sin støtte der,« siger han.

Støttens eksakte udformning bliver besluttet af hovedbestyrelsen, men GL slår fast, at der kan blive tale om millioner af lønkroner til lærere, der er varslet lockout.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu