Guide: Sådan presser du prisen ned – eller får det billigere

12. august 2017 18:37 | Af: Ritzau Fokus

Det gælder om at være vaks og vedholdende. Forbrugeren har nemlig rigtig meget magt til at fastsætte prisen på el,- internet,- og telefonabonnementer.

Internet, forsikringer, telefoni og tv-pakker. Du kan nemt lære, hvordan du gør dine abonnementer billigere eller får flere fordele.

Abonnementer kan hurtigt løbe op og blive store udgiftsposter, men det er faktisk muligt at forhandle sine faste betalinger ned, selv om priserne står sort på hvidt hos udbyderne.

Kunden har magten

Det er bare med at kaste sig ud i det, for der er masser at spare, lyder rådet fra projektleder ved Forbrugerrådet Tænk Ilyas Dogru.

– Som kunde har man faktisk stor magt til at bestemme, hvad prisen skal være. Nogle gange kan man få et afslag på mellem 10-15 procent. Vi anbefaler helt klart, at man aktivt går ind og decideret presser selskaberne om prisen. Og det gælder ikke kun i forhold til de abonnementer, man har, men også sin bank, siger han og fortsætter:

– Mange produkter er ensartede, så hvorfor ikke skifte til det billigste? Der er ingen grund til at betale mere end nødvendigt. Hvis man jævnligt bruger lidt tid på at gennemgå sine abonnementer, er jeg ret sikker på, at der er mange penge at hente.

Kend dit behov

Inden du kontakter din udbyder, skal du først og fremmest få dig et overblik over, hvad dit reelle forbrug og behov er. Ser du alle kanalerne i tv-pakken, bruger du blot et minimum af mobilens fri data, eller streamer du mange serier? At kende dit behov er en af måderne til, hvordan du gør dine abonnementer billigere.

Dernæst skal man undersøge markedspriserne, så man kender den billigste udbyder, når man ringer og vil forhandle, forklarer direktør og finansiel rådgiver hos uvildige.dk Brian Stjernholm.

– Der findes rigtig mange abonnementsordninger, hvor man bare betaler måned efter måned. Får man ikke fulgt med, kan markedet reelt set være blevet billigere, selv om man har et abonnement, der ikke virker voldsomt dyrt, siger han.

Lav dit forarbejde

Et grundigt forarbejde kan ofte betale sig, tilføjer Ilyas Dogru:

– Det er ikke i selskabets interesse at miste kunder. Hvis man har noget konkret i hånden, bliver ens selskab nødt til at tage stilling til, om det kan gøre det lige så godt, siger han og uddyber:

– Siger man til sit nuværende selskab, at man har fundet en billigere pris, kan det være, at selskabet tilbyder noget lige så billigt eller putter noget ekstra oveni. Ellers kan man skifte selskab, hvilket i mange tilfælde er nemt. Man behøver ikke at have et livslangt forhold til selskabet.

Nej betyder ikke nej

Når man forhandler, skal man ikke tage et nej for et nej, men som et forhandlingsoplæg, selv om det ikke er naturligt for alle at prutte om prisen.

– Man skal komme med en del argumenter og måske endda selv sammensætte et tilbud eller sige, at hvis selskabet ikke giver et nyt tilbud, går man selv ud og kigger andre steder, siger Ilyas Dogru og uddyber:

– Vedholdenhed er meget vigtigt, for hvis man bare ringer ind og siger, man vil have et billigere abonnement, kan selskabet svare, at man bare er nødt til at skære i sit forbrug.

Så tit skal du tjekke dine abonnementer igennem

Markedet er meget bevægeligt, og det betaler sig at være vaks og vedholdende.

– Som tommelfingerregel siger vi, at man bør tjekke sine abonnementer igennem hvert halve år, og se, om man nu betaler for det, man får, og om man er tilfreds med priserne, så man kan reagere ud fra det, siger Ilyas Dogru.

Nu ved du, hvordan du gør dine abonnementer billigere og det lyder som om, du kan gøre det hvert halve år.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu