Gør et kup på sommerhusmarkedet

30. oktober 2012 10:56 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Gør et kup på sommerhusmarkedet

Højsæsonen for salg af sommerhuse er slut. Og da udlejningssæsonen har været katastrofal, er mange sommerhusejere møre.
Drømmer du om at gøre et kup på sommerhusmarkedet, er chancerne her i vinterhalvåret formentlig større end længe. Sommerhusmarkedet har nemlig i mange år været under pres, og kun lejeindtægterne har til en vis grad kunnet holde hånden under priserne. Men netop lejeindtægterne har svigtet i år, og det lægger et ekstra stort pres på mange sommerhusejere, som derfor vil kunne tvinges til at sælge til en lav pris.
Hvor juni måned var katastrofal for udlejere af sommerhuse var juli og august måned endnu værre. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Og i statistikkens 9 årige levetid, har 2012 indtil videre vist sig som det suverænt dårligste udlejningsår. Hvor feriehusejerne i årets første 8 måneder i år har lejet deres sommerhuse ud i samlet 359.016 uger, har gennemsnittet i de forrige otte år ligget på 373.714 uger.
Og tallene er faktisk reelt set endnu værre. For samtidig med at efterspørgslen er faldet, er udbuddet steget. Hvor sommerhusejerne i de foregående 8 sæsoner har stillet deres huse til rådighed for udlejning i gennemsnitligt 780.287 uger, har sommerhusejerne i indeværende år udbudt deres huse i 846.929 uger.
At udbuddet stiger er i virkeligheden det bedste tegn på et marked i krise. Da sommerhusejerne ikke har kunnet sælge deres huse til de ønskede priser, har de i stigende grad måtte ty til udlejning. Da efterspørgslen samtidig har været faldende, har det bevirket, at den gennemsnitlige indtjening for den enkelte sommerhusejer er faldet markant.
Det vil formentlig betyde, at nogle sommerhusejere er ved at være godt møre, med udsigten til en lang vintersæson uden lejeindtægter. Og hvis de kommende flekslånsauktioner sender renterne op, vil der pludselig kunne blive travlhed ved udgangsdøren.
Sommerhusfolket er ikke uvant med lange liggetider og store prisnedsættelser. Og med det svigtende udlejningsmarked som tungen på vægtskålen, vil mange sommerhusejere formentlig være fristet til at acceptere tilbud i en størrelseorden, som de tidligere har takket nej til.
Læs mere: Bliv sommerhusejer for 2000 kr. om måneden

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu