Weekendvejr: Grå og stille weekend forude

15. februar 2013 06:12 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Weekendvejr: Grå og stille weekend forude
Foto: Colourbox.

Weekendvejr: Det er udsigt til en lidt grå og diset weekend, men til gengæld sniger temperaturen sig op på et par varmegrader.

 

Sådan lyder meldingen for den forestående weekend fra meteorolog Thyge Rasmussen, DMI.

»Weekendvejret bliver tørt, men skyet. Der bliver op til et par graders varme, og vind bliver der ikke så meget af. Så det vil føles ganske behageligt, selv om man nok ikke skal forvente at se meget til solen,« siger Thyge Rasmussen.

Man skal dog tage sig i agt, hvis man skal ud og køre bil i de tidlige morgentimer eller de sene aftentimer.

»Vi forventer et par graders frost om natten, så der vil være en vekselvirkning mellem frost i nattetimer og tø i dagtimer. Og det er en kombination, der kan give glatte veje,« siger Thyge Rasmussen.

Weekendens vejr er nogenlunde stabilt i kraft af et højtryk, der dannes tæt på Danmark. Det medfører lidt varmere luft, der siver ind fra nordvest. Men det lidt lunere vejr varer ikke ved. Natten til tirsdag kommer der et omslag i vejret, og så er vi igen tilbage til streng frost i natte- og dagtimerne.

»Vi får et omslag natten til tirsdag, og så skal vi igen have kulden ind fra nordøst. Det kan godt være, at vi får nogle centimeter sne i den forbindelse. Det vil især være i den østlige del af landet,« siger Thyge Rasmussen.

Så selv om vinterferien lakker mod enden for mange danskere, så er vinteren ikke på retur endnu.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu