Grådkvalt Pistorius nægtet løsladt

19. februar 2013 13:25 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Grådkvalt Pistorius nægtet løsladt
Billede mangler

SYDAFRIKA: Alt imens OL-stjernen Oscar Pistorius tirsdag sidder i retten i Pretoria for at give sin version af begivenhederne, der førte til hans kæreste, Reeva Steenkamps, død, blev hun tirsdag bisat ved en privat ceremoni i Port Elizabeth. Pistorius blev tirsdag formiddag nægtet løsladelse mod kaution i sagen, fordi det ifølge dommeren ikke kan udelukkes, at der er tale om overlagt drab, skriver Reuters.

 

Anklagemyndigheden er ikke i tvivl. Ifølge anklager Gerrie Nel monterede 26-årige Oscar Pistorius således sine benproteser og gik tværs igennem soveværelset, inden han skød fire gange ind i det aflåste badeværelse, hvor hans kæreste var. Hun blev ramt tre gange og døde.

Den detaljerede anklage mod løberen med benproteserne, også kaldet »Blade Runner«, fik flere gange hovedpersonen til at bryde sammen i tårer. Anklageren slog fast, at meget tyder på et overlagt drab på kæresten, hvilket takseres til fængsel på livstid i Sydafrika. Især fokuserede Gerrie Nel på, at Pistorius havde taget flere skridt for at skyde.

»Hvis »jeg« bevæbner mig, og efterfølgende går et vist stykke og dræber en person, så er der tale om overlagt mord. Døren var lukket. Der er ingen tvivl. »Jeg« går syv meter og »jeg« dræber,« lød det fra Gerrie Nel ifølge Reuters.

»Motivet er klart; »jeg« vil dræbe,« tilføjede han.

Ikke desto mindre betvivlede forsvarer Barry Roux kraftigt anklagen og såede tvivl om de foreløbige beviser.

»Alt vi egentlig ved, er, at hun låste efter sig på badeværelset, og at hun blev skudt,« sagde forsvaren.

Dommer i sagen, Desmond Nair, besluttede tirsdag at kategorisere sagen som en såkaldt »schedule 6« forbrydelse, hvilket betyder, at han har fundet anklagemyndighedens beviser stærke nok til, at der kan være tale om et planlagt mord.

Samtidig betyder det også, at der skal helt ekstraordinære ting til, for at Oscar Pistorius kan blive løsladt mod kaution. Dommeren har imidlertid mulighed for at ændre dette i takt med sagens udvikling. Retsmødet fortsætter tirsdag eftermiddag, hvor også Pistorius får mulighed for at give sin version.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu