Grækenland stadig i risiko for bankerot

21. februar 2012 12:08 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Grækenland stadig i risiko for bankerot
Billede mangler

Grækerne kan langtfra ånde lettet op endnu.
Det selvom eurozonens finansministre har skrevet under på en redningspakke, der betyder en gigantisk check på næsten 1.000 milliarder kroner til det økonomisk plagede land og samtidig eftergiver godt 750 milliarder kroner i gæld.
De økonomiske problemer i landet er nemlig så store, at landet om allerede et år vil være på vej mod afgrunden, vurderer seniorøkonom i Sydbank Jakob Graven.
“Det bliver en meget vanskelig vej for Grækenland, med store faldgrupper. I mine øjne så er der stadig stor risiko for, at Grækenland på et eller andet tidspunkt falder ud over afgrunden mod en statsbankerot, og måske også må forlade euro-samarbejdet,” siger han til Newspaq.
Jacob Graven vurderer, at Grækenland med redningspakken i bedste fald kan klare sig igennem i et år eller to endnu med negativ økonomisk vækst og i det lange løb måske kan høste frugterne af de reformer, der er blevet vedtaget. Men han spår det ikke mange chancer.
“Det bliver op ad bakke for Grækenland de kommende år, på trods af det lån de har fået stillet i udsigt. De skal løbende leve op til nogle meget skrappe krav og aftaler med en voldsom stram økonomisk politik,” siger Jacob Graven.
EU’s hjælpende hånd til Grækenland gav med det samme udslag i euroen, der steg en halv cent efter at have været i nedadgående kurs længe.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu