Grønlændere siger ja til omstridt minedrift

8. april 2013 22:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Grønlændere siger ja til omstridt minedrift

Den menige grønlænder er positiv over for den omdiskuterede storskalalov og mener, at minedrift og udenlandske investeringer kan bane vejen for økonomisk uafhængighed.

 

Guld, aluminium, jern, uran og sjældne jordarter. Grønlænderne er i den grad klar til minedrift og drømmer om, at råstofferne i undergrunden i fremtiden vil gøre indbyggerne på verdens største ø økonomisk uafhængige.

Men samtidig frygter mange grønlændere, at billig udenlandsk arbejdskraft vil trykke lønnen og forringe deres arbejdsforhold.Det viser en af de få meningsmålinger om den omdiskuterede storskala-lov, der gennem længere tid er blevet heftigt debatteret i både Danmark og Grønland.Undersøgelsen blandt 712 repræsentativt udvalgte grønlændere er foretaget via telefoninterview af det grønlandsk baserede analyseinstitut, HS Analyse, for Ugebrevet A4 i februar og marts i år.

Over halvdelen af grønlænderne, nemlig 54 procent, mener ifølge undersøgelsen, at den såkaldte storskalalov får en meget positiv eller overvejende positiv betydning for Grønlands fremtid.

Tilsvarende mener godt halvdelen af grønlænderne, at storskalaloven og udenlandske investeringer er forudsætningen for økonomisk uafhængighed i Grønland.

Ifølge formanden for Grønlands økonomiske Råd, professor i økonomi og tidligere overvismand Torben M. Andersen, er grønlænderne pragmatiske i forhold til storskalaloven.

»Undersøgelsen viser, at grønlænderne har et meget stærkt ønske om uafhængighed. Og de er klar over, at råstoffer og minedrift er det mest sandsynlige grundlag for at skabe en selvbærende økonomi,« siger han.

 

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu