Grønlands nye leder har »masser af power«

13. marts 2013 16:19 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Grønlands nye leder har »masser af power«
Billede mangler

Hun er født i 1965 i det nordlige Grønland i en stolt fangerfamilie, hvor hun er den ældste i en søskendeflok på tre. Og selv om opvæksten i byen Uummannaq var præget af trange kår efter hendes fars død, har Aleqa Hammond, den helt store vinder af valget i Grønland, altid været en kvinde fyldt med livsglæde og karisma.

 

Det siger Julie Rademacher, tidligere folketingsmedlem for Socialdemokraterne og nu bosiddende i Grønland, hvor hun har været frivillig for Hammonds parti, Siumut, under valgkampen.

»Aleqa Hammond er en politiker og et menneske med masser af power. Man er aldrig i tvivl om, hvorvidt hun er i lokalet, og det adskiller hende jo nok lidt fra Kuupik Kleist, som er mere stille og rolig,« siger Julie Rademacher.

Aleqa Hammond havde det imidlertid ikke altid nemt under opvæksten i fangersamfundet i Uummannaq. Hun har taget et stort slæb i familien, fordi hendes far døde under fangst, da hun var blot syv år gammel. Det ændrede familiens ellers ganske gode situation til det værre.

Julie Rademacher mener, at den nye landsstyreformands popularitet skyldes, at hun i høj grad har sine rødder i det grønlandske fangersamfund.

»Hun er en sej kvinde og var jo blandt andet hundeslædefører i Uummannaq. Hendes fars tidlige død gav hende et meget tæt forhold til sin mor, og jeg tror, at grønlænderne kan identificere sig meget med hende og hendes baggrund,« siger Julie Rademacher.

Aleqa Hammond er siden blevet en international kvinde og havde allerede som 25-årig besøgt 50 lande. Dermed får grønlænderne en formand, der kender sit eget samfund rigtig godt og samtidig har international erfaring, lyder det.

»Hun kan tale flydende tysk, engelsk, dansk og selvfølgelig grønlandsk, og i forhold til Kuupik Kleist, tror jeg, at grønlænderne kan forvente en mere udadvendt leder med masser af karisma,« siger Julie Rademacher.

Og populær, det er Aleqa Hammond tilsyneladende.

»Hun har et stort netværk og personlig kontakt til rigtig mange mennesker. Da jeg på et tidspunkt kiggede på hendes telefon tirsdag aften havde hun over 50 ubesvarede opkald og 100 SMS-beskeder,« lyder det fra Rademacher.

Siumut fik 42,8 procent af stemmerne, svarende til 12.910 grønlandske stemmer, og kvinden i front fik alene 6.818 af partiets stemmer. Hendes valgkamp har især handlet om, at man bør revidere storskalaloven til Grønlands fordel og kræve afgifter af udenlandske mineselskaber, og pengene skal finansiere Grønlands løsrivelse fra Danmark.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu