Grønlandsk Robin Hood idømt samfundstjeneste

27. januar 2012 18:17 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Grønlandsk Robin Hood idømt samfundstjeneste
Billede mangler

En grønlandsk mand er blevet dømt til 100 timers samfundstjeneste, efter at han brugte løs og delte ud af 1,3 millioner kroner, der ved en fejl var gået ind på en konto i hans navn.
Manden overførte efterfølgende 700.000 kroner til en anden konto og brugte 421.500 kroner. Pengene gik blandt andet til en mindre båd og en computer til ham selv – og så delte han ellers ud af goderne. Blandt andet fik mandens familiemedlemmer nye mobiltelefoner, og tilfældige kunder i det lokale supermarked fik indkøbsvogne fyldt med varer foræret.
Højesteret har stadfæstet Grønlands Landsrets dom og fundet manden skyldig i ulovlig omgang med hittegods.
Dommen inkluderer også et krav om alkoholbehandling og psykiatrisk behandling.
Højesteret skriver i dommen, at manden på grund af sin dårlige tilstand får nedsat straf.
“Desuden er hans lave uddannelsesniveau, hans ringe danskkundskaber og hans medicin- og alkoholmisbrug formildende omstændigheder, idet disse forhold hæmmede hans forståelse af spørgsmålet om ejendomsret til indeståendet på kontoen i x-bank. Hele sagen har været meget belastende for ham,” skriver Højesteret i dommen.
Retten afgjorde samtidig, at et beløb svarende til de 421.500 kroner, han nåede at bruge på en båd til sig selv og nye mobiltelefoner til venner og familie, skal konfiskeres.
Pengene røg ind på mandens konto i 2008, efter at BRF Bank lavede en dyr tastefejl.
Grønland bruger danske kroner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu