Groupon fyrer topchef

1. marts 2013 09:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Groupon fyrer topchef
Billede mangler

Rabatter på tandproteser, spejlreflekskameraer, ture i lækre sportsvogne og afslappende kropsmassage er bare nogle af de tilbud, som internetsiden Groupon.com tilbyder brugerne i over 50 lande. Firmaet fik hurtig succes efter Andrew Mason startede det i 2008, og allerede i 2011 blev det børsnoteret, men nu er eventyret slut for den unge topchef, skriver The Wall Street Journal.

Firmaets aktier har tabt 77 procent af værdien, siden firmaet blev introduceret på Nasdaq i 2011. I sidste kvartal var der igen et større underskud end forventet, hvilket sendte aktieprisen ned med 24 procent til 4,53 dollar per styk torsdag. Samme morgen blev det på et bestyrelsesmøde bestemt, at Andrew Mason skulle forlade firmaet med det samme, The Wall Street Journal.

Topchefens kommentar til de ansatte var i en note at:

»Efter fire et halvt intense og skønne år som topchef hos Groupon, har jeg besluttet, at jeg vil bruge mere tid på min familie. Nej, det er for sjov. Jeg blev fyret. Hvis du tænker hvorfor, så har du ikke været opmærksom nok,« skriver BBC News.

I løbet af det sidste år har der været flere spekulationer om, hvorvidt topchefens dage på tronen var talte, men nogle investorer havde regnet med, at Andrew Mason i hvert fald havde til sommer til at få vendt minus til plus.

Dog udtalte den excentriske chef selv i november at:

»Hvis jeg nogensinde havde troet, jeg var den rigtige mand til jobbet, så ville jeg være den første person til at fyre mig,« skriver BBC News.

Mange investorer har været nervøse for, om Groupons brugere er ved at miste interessen for tilbuddene, og at siden ikke kunne klare konkurrencen fra lignende firmaer og store virksomheden som Amazon og Google, som har kopieret strategien, skriver BBC News.

Efter fyringen annoncerede Groupon, at de nu begynder en officiel søgning efter en ny topchef, efter der har floreret rygter om afløsere den sidste måned, skriver The Wall Street Journal.

Indtil da tiltræder Eric Lefkofsky, direktør og partner, og Ted Leonsis, tidligere direktør for AOL, som midlertidige topchefer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu