Grov personfejl bag regnskabsfusk

16. januar 2012 17:09 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Grov personfejl bag regnskabsfusk
Billede mangler

Allerede i marts 2011 blev Institut for Menneskerettigheder klar over, at der var omfattende rod i regnskabet. Først nu er der overblik, og det viser sig, at der er blevet dækket over et tab på over tre millioner.
Regnskabsrodet har stået på gennem en længere årrække og kommer bag på både den tidligere ledelse og instituttets nuværende direktør, Jonas Christoffersen.
“De almindelige forretningsgange har ikke været på plads. Og de kontroller, der skulle opdage sådan noget, har heller ikke fanget det. Der har været en systemisk fejl, der har gjort, at vi ikke har opdaget de menneskelige fejl, der er blevet begået,” siger han til Newspaq.
Helt konkret er der sket det, at underskud ikke er blevet bogført, men i stedet er blevet gemt og flyttet rundt mellem projekter i adskillige år. Det er aldrig kommet op i regnskabet. Og tilsyneladende er det en enkelt medarbejder, der står bag.
“Jeg har talt med en tidligere medarbejder, som har indrømmet at stå bag det. Hun siger, at der ikke var nogen andre, der vidste noget om det,” siger direktør Jonas Christoffersen.
Medarbejderen gik på pension 1. marts 2011.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu