Grundskatten stiger mest i landkommmuner

23. april 2012 09:24 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Grundskatten stiger mest i landkommmuner
Billede mangler

Mens arbejdspladser i tusindvis siver ud af landets udkantskommuner, er det samtidig blevet stadig sværere at sælge ejendomme. Grundskatterne er også steget, skriver Politiken.
Mest dramatisk har udviklingen været i Varde Kommune, hvor grundskyldspromillen siden 2007 er steget fra 22,87 til 31,56 promille. Det svarer til en stigning på knap 40 procent. Grundskyldspromillen bruges til at beregne, hvad borgerne skal betale i skat for deres grunde.
Nordfyns Kommune, Brønderslev, Jammerbugt, Ærø, Hjørring og Lemvig Kommuner følger også godt med, og har hævet grundskyldspromillen med mellem 25 og 32 procent. Til sammenligning er den gennemsnitlige grundskyldspromille i de 98 danske kommuner blot steget med 6 procent – og 40 kommuner har sænket eller holdt skatterne i ro. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Privatøkonomisk ekspert Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg vurderer, at stigningerne kan have alvorlig betydning for boligejernes økonomi.
– Havde der været de samme stigninger i grundskylden i København som i Varde, havde der været revolution. Det er nogle ret voldsomme stigninger i grundskylden, der har fundet sted i de her kommuner, siger han til Politiken.
Når kommunerne har haft så travlt med at hæve deres grundskyld, skyldes det blandt andet, at der siden kommunalreformen i 2007 er fundet en harmonisering af beskatningen sted mellem de gamle kommuner, der nu deler rådhus. Det gælder eksempelvis i Varde, fortæller viceborgmester Bøje Meiner Jensen (V).
– I de gamle Blaabjerg og Blåvandshuk Kommuner var der en rigtig høj grundskyld. I harmoniseringens hellige navn besluttede vi at gå op på samme grundskyld i den nye Varde Kommune. Samtidig ville vi selvfølgelig også gerne have nogle kroner i kassen, siger viceborgmesteren til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu