Guardiola vil stjæle Barca-staben

26. marts 2013 13:57 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Guardiola vil stjæle Barca-staben
Billede mangler

Josep ‘Pep’ Guardiola var kendt som en verdensklasse midtbane-strateg i sin aktive karriere i Barcelona.

 

Som træner for de blå-røde opnåede Pep ligeledes legende-status, da han i løbet af sine fire sæsoner i sædet hentede imponerende 14 titler til Camp Nou. 

Derfor var der også spekuleret meget i, hvor Guardiola ville genoptage sin trænerkarriere, efter han sluttede i Barcelona sidste år. For nogen var det noget af en overraskelse, at det endte med at blive Bayern München, efter han på det kraftigste var blevet rygtet til flere af de største Premier League-klubber. 

Lige siden det blev offentliggjort, at Guardiola skulle stå i spidsen for Bayern München fra næste sæsons begyndelse, har der således været spekuleret i hans planer for holdet. Tidligere har det lydt, at Pep var meget opsat på at hente supertalentet Neymar til klubben.

Men det er altså ikke bare spillere, som den 42-årige træner forsøger at hverve. Ifølge den spanske avis Marca har Guardiola under sit ferieophold i det spanske været til møde med Barcelona-præsidenten Joan Laporta, hvor de to angiveligt skulle have diskuteret muligheden for at genforene Pep med sin tidligere stab.

Spanieren har allerede øjnet muligheden for at medbringe talentspejderne Domenec Torrent og Carles Planchart, men det lyder nu fra en intern Barcelona-kilde, at Pep vil have flere fra klubbens nuværende stab med til München. Blandt andre er der tale om de fysiske trænere Lorenzo Buenaventura, Francesc Cos og Paco Seirulo, der alle har kontraktudløb til juni.

Ligeledes har tre af Barcelonas fysioterapeuter kontraktudløb til juni, og da det var Guardiola, der i sin tid hentede dem til klubben, spekuleres der også i, om det er planen at de følger med til Allianz Arena.

Guardiola overtager trænersædet, når den nuværende træner Jupp Heynckes træder tilbage efter denne sæson. Spanieren har underskrevet en kontrakt med de tyske giganter, der holder ham i klubben frem til 2016.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu