Gullasch-kongen

23. januar 2013 23:54 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Gullasch-kongen
Billede mangler

Hans Lindberg førte an, da Danmark vandt dramatisk kvartfinale over Ungarn

 

Men først venter en ordentlig mundfuld i form af Kroatien – turneringens indtil videre bedst spillende hold – i semifinalen i morgen aften kl. 21.30. Her skal landsholdet hive de takter frem, som i de første 30 minutter blæste Ungarn ud af Palau Sant Jordi i Barcelona og gav dansk føring på 18-11.

Til gengæld skal spillerne hurtigst muligt glemme den anden halvleg, hvor holdet spillede baglæns, virkede nervøse og pludselig inviterede Ungarn indenfor i kampen, der først blev afgjort på en Henrik Møllgaard-scoring fra en spids vinkel.

Dagens to danske mænd i – nå ja, modstanderen taget i betragtning – gullasch var dog Hans Lindberg og Niklas Landin, som i hver sin ende af banen var ren verdensklasse. Specielt da det spidsede til i anden halvleg, gik de to spillere forrest og var med til at sikre dansk avancement, så holdet nu er sikker på at komme til at spille om medaljer – i øvrigt for fjerde VM i træk.

I angrebet spillede Lindberg lige præcis den slags kongehåndbold, der har givet ham tilnavnet Hans ’Majestæt’ Lindberg. 10 royale kasser satte højrefløjen ind bag de chanceløse ungarske keepere.

– Jeg er glad og træt. Og har ømme stænger, sagde Hans Lindberg med et smil, da han kom ud fra det danske omklædningsrum efter kampen.

– Det var ikke så godt i anden halvleg. Der var ikke så meget som lykkedes for os. Men det var nok med en scoring af Møllgaard og så Niklas inde i målet, fortsatte han.

Du bidrog vel også selv godt til sejren?

– Ja, det gik udmærket. Jeg havde forberedt mig godt på målmændene og synes, jeg havde godt styr på det, sagde Hans Lindberg, som ser frem til en semifinale mod Kroatien, hvor han mener, at Balkan-nationen, der slog Frankrig 30-23 vil være favorit.

En stresset og underlig kamp

Derfor erkender Lindberg, at Danmark er nødt til at finde noget helt andet spil frem end det, der sendte Ungarn tilbage i kampen:

– Hvis man tager udgangspunkt i første halvleg, så ser det rigtig godt ud, hvis man tager udgangspunkt i anden halvleg, så ser det ikke så godt ud. Vi satser på at spille to gange vores første halvleg i semifinalen. Og den går vi selvfølgelig efter at vinde.

Mens Lindberg var primusmotor i det offensive, var det Niklas Landin, som sørgede for at holde de ungarske skytter fra fadet, da det forsvaret mistede pusten i kampens afslutning. Men trods den danske semifinalebillet stod målmanden ikke med armene over hovedet efter kampen.

– Jeg er ikke helt tilfreds, det var en stresset og underlig kamp. Det er pisse irriterende, at de kommer tilbage. Vores angreb bliver meget anspændt. Men jeg er selvfølgelig lettet over, at vi er i semifinalen. Vi er outsidere, men vi vil have mere nu. Det kan være, det gør, at det ikke bliver så anspændt, siger Landin og tilføjer:

– Mikkel har i hvert fald gemt et par mål til næste kamp. Det har han sagt til mig, grinte holdets anfører.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu