Gymnasier slår hårdere ned på fravær

20. december 2011 07:52 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Gymnasier slår hårdere ned på fravær
Billede mangler

Gymnasieelever med ondt i pjækketarmen og sjusket opgaveaflevering kan se frem til at blive straffet hårdere end tidligere.
Det skriver Politiken.
I værste fald bliver de eksamineret i alle fag til studentereksamen – eller også bliver de smidt ud.
Og før det risikerer eleverne at blive udelukket fra undervisningen eller få frataget deres SU.
“Vi har været opmærksomme på i lang tid, at der er en stærk sammenhæng mellem fravær og frafald. Og derfor er det vigtigt, at vi griber ind meget tidligt på en klar måde over for de elever, som har meget fravær, der ikke skyldes sygdom,” siger formand for Gymnasieskolernes Rektorforening Jens Boe Nielsen til Newspaq.
Ud af landets 139 gymnasier har mindst 77 en årgang med en fraværsprocent på over ti procent.
På Ørestad Gymnasium i København er otte elever netop blevet smidt ud. Og runder fraværet 15 procent – så er det uden advarsel eksamen i alle fag.
“Det er vigtigt, at rektorerne erkender, at der er et problem, som vi skal tage op. Det synes jeg ikke helt, at vi tidligere har levet op til,” siger skolens rektor, Allan Kjær, til Politiken.
Formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Martin Schäfer, synes 15 procent-grænsen er for barsk. Han efterlyser mere fleksible regler.
“Man er nødt til at se på den enkelte elev og på, om fraværet skyldes, at der for eksempel er problemer i hjemmet. Jeg er bange for, at det ellers vil betyde, at nogle elever dropper ud,” siger han til Newspaq.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu