HA-rockere fængslet for grov vold mod 16-årig

3. april 2013 17:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
HA-rockere fængslet for grov vold mod 16-årig
Billede mangler

Tre rockere fra grupperingen Hells Angels i Aalborg er blevet varetægtsfængslet i fire uger og sigtet for grov vold med en 16-årig dreng.

 

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Badsberg til bt.dk.

»Alle tre er blevet fængslet i fire uger, efter de er blevet fremstillet i grundlovsforhør onsdag eftermiddag,« siger han.

En 16-årig dreng blev sandsynligvis et tilfældigt voldsoffer, da han med tre venner kørte ind på en tankstation i Nørresundby over for HA-rockerborgen tirsdag aften. Her blev han overfaldet med en mursten og en murerhammer, hvilket resulterede i kraniebrud.

Den 16-årige blev indlagt på hospitalets traumeafdeling, og politiet anholdt tre personer med relationer til Hells Angels efter overfaldet.

Konflikten mellem HA og Bandidos har ulmet i det nordjyske det seneste stykke tid, men politiet mener ikke, drengen har relationer til rockermiljøet.

Politiet arbejder ud fra en teori om, at HA har etableret et vagtværn rundt om gruppens rockerborg, efter medlemmer af Bandidos blev anholdt for ulovlig våbenbesiddelse og forsøg på grov vold, da de var på vej til rockerborgen sidste tirsdag. De havde et aluminiumsbat, golfkølle, en mukkert og flere brosten på sig.

Den 16-årige er stabil, men onsdag morgen var han endnu ikke vågnet op af sin koma. De tre HA-rockere har kæret varetægtsfængslingen, hvilket vil sige, at landsretten nu skal afgøre, om de tre rockere skal varetægtsfængsles.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu