Håb om 2.000 nye job i landbruget

5. april 2013 04:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Håb om 2.000 nye job i landbruget
Danish Crown kommer nu med de første afskedigelser efter medarbejdernes nej til lønnedgang. Foto: Colourbox.

Der kan være op til 2.000 nye arbejdspladser på vej i svinebranchen, efter at Fødevareministeriet, fagforeninger, slagterier og landbruget sammen har lanceret en ny pakke, der skal skabe et grønt investeringsboom i sektoren.

 

Landbruget forventer, at det kan betyde nye investeringer for op mod 1,5 milliarder kroner og skabe 2.000 nye job, skriver Fødevareministeriet i en pressemeddelelse, og det vækker ikke overraskende glæde i brancheorganisationen Landbrug og Fødevarer.

»Stor ros til fødevareministeren for det målrettede initiativ, der kan være med til at få sat gang i investeringerne ude hos landmændene, så vi kan sikre råvaregrundlaget til vores slagterier. Det vil sammen med regeringens Vækstplan DK bidrage til, at fødevaresektoren kan være med til at trække Danmark ud af krisen,« siger formand for Landbrug og Fødevarer, Martin Merrild.

Fødevareministeriet har afsat 150 millioner kroner til miljøvenlige staldanlæg, og samtidig bidrager slagterier og landbrug også med et beløb, som skal sikre, at landmændene fremover vil få en højere pris for deres svin.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) glæder sig over samarbejdet og den fælles indsats, som hun understreger vil gavne miljøet.

»Jeg er glad for, at alle parter nu tager ansvar for at lave en samlet løsning. Pakken giver en trængt branche et ordentligt løft, så vi holder produktionsarbejdspladser i Danmark. Samtidig er aftalen gavnlig for miljøet og dermed helt i tråd med regeringens politik om at skabe flere job og passe godt på miljøet,« udtaler hun i pressemeddelelsen.

De forestående investeringer ventes at skabe nye job i såvel bygge- som slagteribranchen, og det skaber optimisme hos Fødevareforbundet NNF.

»Vi har fundet en god løsning, som vi tror på, og som peger fremad. Det er utrolig positivt, at alle der har aktiver i fødevareproduktionen kan stå sammen og sikre fremtiden. Vi er afhængige af hinanden, og jeg mener, at vi her har fundet en løsning, der både sikrer arbejdspladser i Danmark, tager hensyn til miljøet og skaber ny optimisme i branchen,« siger Ole Wehlast forbundsformand for NNF.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu