Håb om positiv feedback på »atomtilbud« til Iran

26. februar 2013 19:12 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Håb om positiv feedback på »atomtilbud« til Iran
Billede mangler

KASAKHSTAN: Nogle af verdens stormagter, den såkaldte 5+1-gruppe, mødtes tirsdag med Iran på førstedagen af et to dage langt atomforhandlingsmøde i Almaty i Kasakhstan med et tilbud til iranerne, som de »håber at få detaljeret feedback« på, når forhandlingerne fortsætter onsdag, skriver Reuters.

 

»Vi har haft et nyttigt møde i dag. Forhåbentlig vil iranerne reflektere over vores tilbud i løbet af natten og komme tilbage med positiv feedback,« siger Michael Mann, talsmand for udenrigspolitisk chef for EU, Catherine Ashton, ifølge nyhedsbureauet.

Han ville imidlertid ikke uddybe de konkrete elementer i tilbuddet fra USA, Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland, men ifølge flere vestlige embedsmænd er der tale om et tilbud om at lette sanktioner mod Irans handel med guld og andre ædelmetaller, hvis landet til gengæld accepterer at standse de mest graverende atomaktiviteter, som Vesten mistænker for at have en militær dimension. Noget, Iran benægter.

Ifølge Michael Mann er »bolden nu på Irans banehalvdel«:

»Forslaget blev fremlagt helt klart. Iranerne overvejer det, og bolden er nu på deres banehalvdel,« siger han ifølge Reuters.

Atomforhandlingerne i Almaty er de første mellem Iran og de fem medlemmer af FNs Sikkerhedsråd samt Tyskland, den såkaldte 5+1-gruppe, i otte måneder. I flere år har gruppen forsøgt at finde en løsning på atomtruslen fra Iran, men siden det seneste møde mellem parterne, har Iran blot intensiveret de nukleare aktiviteter, der af mange betragtes som store skridt mod etableringen af en atombombe.

Israel har tidligere meldt ud, at man vil forhindre tilblivelsen af en eventuel atombombe med magt, hvis diplomatiet fejler.

Forhandlingerne fortsætter onsdag morgen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu