Hækkerup: Militærfaglig vurdering bag tidligere tilbagetrækning

19. marts 2013 15:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hækkerup: Militærfaglig vurdering bag tidligere tilbagetrækning
Billede mangler

Det er en løbende vurdering af situationen i Afghanistan, der har resulteret i, at den danske regering har besluttet at trække kamptropperne i Afghanistan hjem før tid.

 

»Det her er en vurdering af, hvordan det ser ud i Helmand. Kan de tage vare på sikkerheden? Kan de løse de opgaver, der skal løses? Det vurderer man militært, og det er derfor, vi kan trække vores infanteri hjem, og det er jo glædeligt, men vi er der stadig med kampvogne, lige som vores specialstyrker er der for at træne og uddanne,« siger forsvarsminister Nick Hækkerup (S), der dog ikke vil udstede garantier for, at afghanerne selv kan tage vare på sikkerheden.

Spørgsmål: Hvordan kan I være sikre på, at afghanerne er klar til at stå for sikkerheden selv?

»Det kan vi heller ikke være 100 procent sikre på. Det, vi ved, er, at de bliver bedre og bedre til at tage vare på sikkerheden i landet selv, og så kan vi se på de seneste FE-rapporter, at al-Qaeda er voldstomt presset, og at Taleban også er presset. Det er slet ikke det samme som at sige, at de er slået, og efterhånden, som vi trækker os tilbage, vil de givet vis også kunne revitalisere sig i et eller andet omfang,« siger Nick Hækkerup, der peger på, at Danmark i den kommende tid vil spille en stor rolle i landet.

»I de kommende år vil vi blive ved med at træne og uddanne de afghanske styrker,« siger Nick Hækkerup.

Ifølge regeringens Afghanistan-plan skulle de danske tropper først have forladt landet i løbet af 2014. Beslutningen om den tidligere tilbagetrækning er truffet sammen med briterne.

»Det her sker i tæt koordination med briterne, som har en række infanterikompagnier, som skal hjem, og hvor vi passes ind,« siger Nick Hækkerup.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu