Haitis jordskælvsofre står for skud igen

25. august 2012 12:04 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Haitis jordskælvsofre står for skud igen
Billede mangler

Den tropiske storm Isaac, som gennem de seneste dage har samlet kræfter over Atlanterhavet, ramte lørdag morgen Haitis sydlige kyst.
For de omkring 400.000 haitianere, som fortsat bor i teltlejre efter det jordskælv, der jævnede store dele af fattige caribiske nation med jorden for to år siden, er der ingen steder at søge tilflugt for den hårdtslående tropiske storm.
– Vi er ikke klar, siger Martine, som leder en organisation, der driver en teltlejr for omkring tusind hjemløse familier.
– Når det regner, står vi under telte med huller i. Der er mange børn, og vi ved ikke, hvad vi skal gøre, hvis det bliver nødvendigt at evakuere dem, siger hun.
Fredag aften var gaderne i hovedstaden Port-au-Prince tomme, og kun få biler vovede sig ud.
Tidligere på dagen havde supermarkederne haft lange køer af kunder, der ville sikre sig et forråd under det kommende uvejr.
Regeringen siger, at præsident Michel Martelly har aflyst en planlagt tur til Japan på grund af det kommende uvejr, og at han personligt har været rundt og dele mad og tæpper ud til nogle af de mange jordskælvsofre.
Men indbyggerne i Canape Vert-lejren, som hverken har adgang til toiletter eller rent drikkevand, klager over, at myndighederne ikke gør noget for at hjælpe dem.
Hjælpegrupper advarer om, at de mennesker, der stadig bor i primitive teltlejre eller simple skure med blikplader som tag, er meget sårbare, hvis den tropiske storm Isaac rammer hovedstaden.
Blandt de risici, organisationerne peger på, er smittespredning gennem vandet.
Oxfam er klar til at uddele rent drikkevand og hygiejnesæt for at forhindre udbrud af kolera og andre sygdomme.
– Kun et mirakel kan sørge for folks sikkerhed i en storm om denne, når deres eneste beskyttelse er et telt, siger Andrew Pugh fra Oxfam.
USA’s orkancenter advarer om, at de store mængder regn, som den tropiske storm bringer med sig, kan forårsage ødelæggende oversvømmelser og jordskred.
Kilde: AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu