Hamburger har intet at skjule

7. marts 2013 21:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hamburger har intet at skjule
Billede mangler

Bo Hamburger er ny mand som sportsdirektør hos cykelholdet Christina Watches-Onfone.

Hans chef Claus Hembo er manden, som i forbindelse med medejer Michael Rasmussens dopingindrømmelse i slutningen af januar erklærede, at cykelsporten havde brug for et endeligt opgør med fortiden, og at holdet ville gå forrest i kampen mod doping.

Derfor vækker det opsigt, at netop Bo Hamburger, som har erkendt at have dopet sig i to år af sin aktive karriere, er holdets nye sportslige arkitekt.

Claus Hembo, der er ejer af Christina Watches-Onfone, mener ikke, at holdet udsender modstridende signaler med ansættelsen af Hamburger.

– Jeg er uenig i, at det ikke harmonerer med, hvad jeg har sagt tidligere. Egentlig har jeg den opfattelse lige nu, at hvis du ønsker at tilføre erfaring fra cykelsporten, altså nogen, der har kørt cykelløb og kender taktikken, er det efter min opfattelse ikke muligt at få nogen, der ikke har en dopingfortid, siger Claus Hembo og nævner Dansk Cykle Unions direktør Jesper Worre som et eksempel på en tidligere dopingdømt, der kæmper for at holde sporten ren.

Bo Hamburger indrømmede i 2007, at han havde dopet sig i to år i perioden 1995 til 1997. Efter 1997 vandt han blandt andet VM-sølv, en-dags-klassikeren Flèche Wallone og kørte i gult i Tour de France.

Claus Hembo sagde på føromtalte pressemøde i januar blandt andet:

– Vi mener, at man bør motivere ryttere, der har været en del af doping i cykelsport, til at stå frem med deres viden, så man kan få trevlet et sygt system op. Vi mener, at man én gang for alle skal få brudt ’tavshedens lov.

Bo Hamburger fastholder over for Berlingske, at han udelukkende dopede sig i de to sæsoner i midten af 1990’erne.

Ja, det gør jeg, for jeg opdagede dengang, at nettet begyndte at strammes omkring mig. Jeg var simpelthen for bange for at blive taget. Det havde jeg ikke koldt nok blod i årerne til at gøre. Jeg turde simpelthen ikke, siger Bo Hamburger.

I modsætning til Claus Hembo vil han ikke blande sig i, om andre ryttere bør gå til bekendelse eller ej. Men han mener, at han selv har taget sit eget endelige opgør med dopingfortiden:- .Det synes jeg i høj grad, at jeg har. Jeg var jo én af dem, som for nogle år siden gik til bekendelse om, at der havde foregået ting, som ikke var helt på sin plads. Jeg har så sidenhen sagt, at, hvad folk vil indrømme og ikke indrømme, det har jeg ikke en holdning til.

Bo Hamburger erstatter Søren Rasmussen som holdets sportsdirektør. Søren Rasmussen nåede blot at være ansat i tre og en halv måned, inden han onsdag forlod sin stilling, efter at Michael Rasmussens udtalte, at han trods et 12 år langt dopingmisbrug er stolt af sin karriere.

– I forbindelse med nævnte udtalelser har jeg ønsket, at der fra cykelholdets side blev taget afstand, eller at der blev givet et dementi. Men det ønske kunne jeg ikke få opfyldt. Og derfor har jeg måttet tage konsekvensen. Bægeret var godt fyldt. Og nu flød det over, forklarede Søren Rasmussen på Facebook.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu