Hamilton crasher i første test

6. februar 2013 17:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hamilton crasher i første test
Billede mangler

Lewis Hamilton fik onsdag den værst tænkelige start på sin Mercedes-karriere. Efter bare 15 test-omgange på Jerez-banen i Spanien svigtede bremserne i englænderens nye Mercedes W04, og englænderen tordnede ind i barrieren.

 

Hamilton slap uskadt, men bilen var så slemt beskadiget, at Mercedes ikke kom på banen resten af dagen.

Hamiltons crash forværrede en i forvejen dårlig sæsonstart for Mercedes. Tirsdag startede Hamiltons teamkammerat Nico Rosberg testprogrammet med den nye W04, men et problem med bilens elsystem udløste en kortvarig motorbrand. Rosberg nåede bare 14 omgange inden branden, der betød, at Mercedes-raceren tilbragte resten af dagen i pitgaragen.

Torsdag er det efter planen igen Rosberg, der skal køre Mercedesen, mens Hamilton afslutter årets første formel 1-test fredag. Mercedes´ total med 29 omgange på de første to dage står i skærende kontrast til de øvrige topteams, der nåede over 100 omgange på Jerez-banen tirsdag og onsdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu