Han scorede Claudia Rex: -Det er ret uvirkeligt

19. maj 2017 13:12 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

-Alt slår gnister, alle tandhjul går i hak. Sådan siger Pelle Emil Hebsgaard om sin scoring af danseren Claudia Rex.

Det slog bare gnister. Sådan forklarer skuespilleren Pelle Emil Hebsgaard om sin nye kærlighed – den tidligere Vild med dans-stjerne Claudia Rex.

Det er knap to måneder siden, at danser Claudia Rex meldte ud, at kærligheden mellem hende og musikeren Kasper Svenstrup var brast.

Men nu er hun atter ramt af Amors pil.

Torsdag kom det frem, at 30-årige Claudia Rex nu er kæreste med den 29-årige skuespiller Pelle Emil Hebsgaard.

Hebsgaard: -Det er stadig ret uvirkeligt

Skuespilleren ved ikke helt, hvordan det lykkedes at score Claudia Rex.

– Jeg aner faktisk ikke, hvordan jeg scorede Claudia. Det er stadig ret uvirkeligt for mig, hvordan jeg er endt med at vågne op ved siden af en gudinde hver dag. Jeg tror bare, jeg har været 100 procent mig selv og fået hende til at grine. Og så er det undervejs muligvis blevet hende, der pludselig fik skovlen under mig, siger Pelle Emil Hebsgaard til Newsbreak.dk.

Hvordan faldt I for hinanden?

– Det er nærmest umuligt at beskrive, hvordan vi faldt for hinanden. Det er sket som et lyn fra en klar himmel. Alt slår gnister, alle tandhjul går i hak. Det er egentlig meget begivenhedsfrit, men dog så kæmpestort og med kæmpestore følelser, fortæller Pelle Emil Hebsgaard.

Han svæver på en lyserød sky i disse dage.

– Jeg har aldrig haft det så fantastisk, og skyen har aldrig været mere lyserød. Jeg er 14 år gammel igen og totalt i mine følelsers vold, forklarer Pelle Emil Hebsgaard.

Ingen flytteplaner – endnu

Det er endnu for tidligt at sige, om parret flytter sammen.

– Vi har det helt vidunderligt. Men vi er samtidig også to meget afslappede mennesker, der hviler i os selv, så vi tager det meget “en dag ad gangen”. Selvfølgelig kunne det være fantastisk at flytte sammen med mit livs kærlighed en dag i fremtiden, men det er ikke noget, vi har planer om foreløbig, slutter Pelle Emil Hebsgaard.

Pelle Emil Hebsgaard har i øvrigt hovedrollen som Tommy Seebach i musicalen “Seebach”, der har premiere den 29. september på Fredericia Teater.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu