Håndbold VM: Ydmyghed er vejen til dansk succes

2. januar 2013 19:41 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Håndbold VM: Ydmyghed er vejen til dansk succes
Billede mangler

VM-opskrift: Intet kommer af sig selv og uden fight, fastslår Michael V. Knudsen.
 BNB, Af Jan Mitchelljll@sporten.dk
 
Ulrik Wilbek og herrelandsholdet er så småt er ved at få VM-feber i Aarhus forud for næste uges start på verdensmesterskabet i Spanien.
 
Men stregspiller Michael V. Knudsen sidder ikke hjemme med kløe i fingrene efter at være med af den grund. Han meldte selv fra til VM i november. Og det har han ikke fortrudt.
 
»Jeg har virkelig set frem til den pause, jeg har lige nu. Rent mentalt og familiemæssigt er der brug for den. Håndboldåret har været hårdt indtil videre,« erkender Michael V. Knudsen, der blandt andet så sommerferien 2012 gå op i OL-deltagelse i London.
 Mere ydmyg dansk tilgang
Udfaldet på OL-turneringen gnaver i øvrigt stadig i Michael V. Knudsens bevidsthed. Især hvis man antyder, at han og Danmark i stedet for at tabe OL-kvartfinalen til Sverige burde have vundet den nærmest med en hånd på ryggen.
 
»Vi skulle da have vundet. Men Sverige havde Kim Andersson, og han var fandme verdens bedste på det tidspunkt. I det hele taget havde Sverige et verdenklassehold ved OL. At man ikke har respekt for det, pisser mig fuldstændig af,« siger Michael V. Knudsen med adresse til såvel medier som fans og medspillere, der ikke viser svenskerne den fornødne respekt.
 
»Respekt er det allervigtigste. Det er også derfor, Danmark har en anden strategi nu. Man er gået fra at sige, man er en af favoritterne til at være mere ydmyg. Det er også nøglen for denne VM-slutrunde, at man går ydmygt til opgaven,« siger Michael V. Knudsen, der ud over ydmyghed kræver fight for alle pengene.
 
»Håndbold er en kampsport. Det er krig. Eller had, som min kære træner siger i Flensborg. Og det er rigtigt. Har man en krigers indstilling til det, når man langt. Man skal slås for hvert eneste point, og gør man det, viser man også, at man har klassen. Men intet kommer af sig selv. Det skal man huske,« påpeger han.
 Hansen og Landin er nøglefigurer
Michael V. Knudsen vurderer, at dansk VM-succes igen er afhængig af, om Mikkel Hansen og målmand Niklas Landin har tur i den.
 
»Men der skal også komme andet end Mikkel Hansen. Andre skal træde i karakter, for at det bliver en stor succes,« mener stregspilleren, der er spændt på at se, hvad landsholdets nye folk på holdet kan tilføre.
Selv om VM på fredag altså går i gang uden Knudsen ser han ikke sig selv som færdig i den rød/hvide trøje:
 
»Jeg vil selvfølgelig savne at være med, når første VM-kamp går i gang. Og jeg håber, jeg kan få smidt skuffelsen fra OL væk og komme oven på og sætte mig et nyt mål, der hedder EM på hjemmebane i 2014. Jeg håber meget, det kan blive en mulighed.« 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu