Håndværker-fradraget vil skabe job

25. februar 2013 09:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Håndværker-fradraget vil skabe job
Billede mangler

Tilskud til renovering, isolering, børnepasning og sågar støvsugning. Gennem boligjob-ordningen kunne private få hjælp til service- og håndværksydelser, et tiltag der skulle give mere arbejde til danske firmaer. Ordningen fungerede men blev afskaffet ved årsskiftet, på trods af den var planlagt til og med 2013.

 

Nu er der udsigt til, at ordningen bliver genindført med regeringens konkurrenceevnepakke, som bliver fremlagt tirsdag.

Det er positivt for beskæftigelsen ifølge administrerende direktør Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri.

»Erfaringerne er rigtigt gode med boligordningen og jobskabelse. I 2012 vurderer vi, at den skabte cirka 5.000 jobs. Knap 4.000 direkte i bygge/anlægsbranchen og resten fra de erhverv, som leverer til branchen – transport og byggematerialer for eksempel,« siger han.

Ordningen havde effekt fra den 1.juni 2011, men blev afskaffet før tid. Og det har både murere og tømrere kunnet mærke i ordrenedgang, fortæller Dansk Byggeri. Genindførelsen er derfor en velkommen indsprøjtning til branchen.

»Vi forventer, at det vil skabe minimum 5.000 job at genindføre ordningen. Jeg siger minimum, fordi nu har folk vænnet sig til den, og den gav 5.000 job sidste år. Men det er som årseffekt, og regeringen har allerede tabt to måneder på at afskaffe den,« siger Lars Storr-Hansen.

Ordningen gav tilskud til håndværkeren eller servicearbejderens løn på maksimalt 15.000 kroner per person i husstanden, og i foråret 2012 oplyste Skat, at 270.000 danskere havde benyttet sig af tilbuddet.

»Specielt de små og mellemstore virksomheder har gavn af den. Her kommer de mindre håndværksopgaver ind, og her er der også rigtig mange lærlinge. Så ordningen kan komme til at give flere hundrede lærlingepladser,« siger Lars Storr-Hansen og tilføjer:

»Det er nok det bedste beskæftigelsestiltag, man kan lave, hvis man ser det på helt kort sigt.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu