Håndværkere vil være bygningskonstruktører

14. februar 2013 13:31 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Håndværkere vil være bygningskonstruktører
Billede mangler

Alle pladser på vinteroptaget til uddannelsen som bygningskonstruktør på Københavns Erhvervsakademi er besat, og 94 af de i alt 139 optagede kommer fra en håndværksmæssig baggrund og vil dermed videreuddanne sig. Det skriver Licitationen, byggeriets dagblad.

 

Tendensen er ifølge uddannelsestænketanken DEA et godt tegn og overrasker ikke Konstruktørforeningen, der organiserer de færdigudlærte konstruktører.

»I fjor var det godt 64 procent af de studerende, der havde en baggrund som håndværker, så vinteroptaget udbygger blot den trend, og det er helt i tråd med den udvikling, vi har set og også forventer fremadrettet,« siger sekretariatschef Kim Benzon Knudsen til Licitationen.

»Når der er krise og ledighed, så er der jo forskellige strategier, folk kan vælge. Enten kan man søge ud af faget, eller også kan man søge opkvalificering, og det er fantastisk, at så mange vælger at videreuddanne sig til bygningskonstruktør,« siger han.

Også i Dansk Byggeri glæder man sig over, at mange håndværkere videreuddanner sig inden for branchen.

»Der er ikke noget i vejen med studenterne, men konstruktørerne med en håndværksmæssig baggrund kommer med noget ekstra. Det er positivt, at mange håndværkere bruger krisen til at læse videre, og det er også positivt, at de vælger at blive i branchen og dermed udnytter deres håndværksuddannelse,« siger uddannelseskonsulent Sidse Frich Thygesen til dagbladet.

Også VIA University College oplyser, at der har været stor interesse for uddannelsen som bygningskonstruktør på skolerne i Aarhus, Horsens og Holstebro, dog uden at oplyse hvor mange af de optagede, der har en håndværksmæssig baggrund.

Tidligere i denne uge stillede Berlingske skarpt på netop dobbeltuddannede unge, hvor beregninger fra uddannelsestænketanken DEA viser, at det kan koste over en milliard kroner, når bare en enkelt ungdomsårgang vælger at tage en studentereksamen og efterfølgende en erhvervsuddannelse. Men ifølge DEA kan håndværkernes uddannelse som bygningskonstruktører ikke sidestilles med de beregninger.

»Tværtimod. I forhold til at tage flere ligestillede ungdomsuddannelser, tager man jo her et uddannelsesløft og går fra at være faglært til at få en videregående uddannelse. Vi ved, at produktiviteten i byggeriet er lav, og at det derfor er fornuftigt, at flere med en erhvervsfaglig uddannelse videreuddanner sig i den branche,« siger Bjarne Lundager Jensen, vicedirektør hos DEA, til Berlingske Nyhedsbureau.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu