Hårde kampe raser i Damaskus

7. februar 2013 01:54 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hårde kampe raser i Damaskus
Billede mangler

SYRIEN: Onsdag aften dansk tid udbrød nogle af de hårdeste kampe i den syriske hovedstad, Damaskus, i månedsvis. Kampene er især koncentreret omkring Jobar-distriktet, der betegnes som nøglen til hjertet af Damaskus, og brød ud, da oprørere angreb regeringstropper i forsøget på at erobre området. Det oplyser BBC.

 

Oprørerne forsøgte angiveligt at indtage forskellige positioner ved byens østlige indgange til centrum, men regeringsstyrkerne svarede igen med kraftige bombardementer.

Efter mørkets frembrud regner det fortsat med granater i områder omkring den østlige kant af byen, og indtil videre har mindst 13 oprørere mistet livet i kampene. Det oplyser flere oprørere ifølge BBC.

Tidligere onsdag mistede 19 mennesker livet i byen Palmyra, da to selvmordsbilbombere angreb den militære efterretningstjeneste i byen, og endnu flere blev såret.

Volden i både Damaskus og Palmyra sker samme dag, som den syriske oppositionsleder, Moaz al-Khatib, har krævet, at den syriske regering senest på søndag løslader alle kvindelige fanger. Sker det ikke, vil han betragte sit tilbud om dialog med præsident Bashar al-Assad som afvist.

På sin hjemmeside citerer BBC Arabic Moaz al-Khatib for at sige, at »initiativet vil blive brudt«, hvis de tilbageholdte kvinder ikke bliver frigivet inden søndag.

Oppositionslederens overraskende håndsrækning til Bashar al-Assad om fredsforhandlinger bakkes op af USA, FN og Den Arabiske Liga.

Indtil videre har Assads regering dog ignoreret både kravet om at løslade de tilbageholdte kvinder samt tilbuddet om dialog.

Mere end 60.000 mennesker skønnes af FN at være blevet dræbt i den 22 måneder lange konflikt mellem Assads regerings og oprørsgrupper. Samtidig er mere end 600.000 syrere flygtet til nabolandene for at undslippe volden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu