Hausgaard og bonderøv skal redde rådden banan

29. februar 2012 07:41 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Hausgaard og bonderøv skal redde rådden banan
Billede mangler

Kendisfaktoren skal hjælpe den rådne banan med at komme til hægterne igen.
Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) har nu nedsat en såkaldt visionsgruppe, hvor kendte som Bonderøven Frank Erichsen og sangskriveren Niels Hausgaard skal få visioner for udkantsdanmark.
I alt har ni kendte med tilknytning til de ydre kommuner sagt ja til at være med i visionsgruppen. Man har et mål om at komme med et bud på, hvordan udkantsdanmark skal se ud i 2030.
Der skal ikke tages politiske beslutninger i gruppen, kendisserne skal være med til at dreje debatten om den rådne banan, skriver Nordjyske.
Og det er tiltrængt, mener Niels Hausgaard.
“Den politiske debat har været forkert, og derfor er resultaterne forkerte. Min rolle er at være med til at ændre debatten og sætte nogle højere ambitioner,” siger Niels Hausgaard.
I Venstre giver man ikke meget for Carstens Hansens visionsmageri.
“Ministeren må nedsætte de visionsgrupper, han vil, men når det er sagt, så synes jeg snart, han skal komme med noget konkret. Hver gang vi spørger om noget, bruger han en masse ord, men jeg vil gerne se handling,” siger Birgitte Josefsen, der er landdistriktsordfører for Venstre.
Kilde: Nordjyske

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu