Hedegaard: Jeg vil stadig blande mig

21. februar 2013 20:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hedegaard: Jeg vil stadig blande mig
Billede mangler

For første gang siden drabsforsøget 5. februar trådte Lars Hedegaard torsdag offentligt frem i forbindelse med Trykkefrihedsselskabets konference om ytringsfrihed på Christiansborg.

 

Siden episoden, hvor Hedegaard blev forsøgt likvideret af en ukendt gerningsmand ved sit hjem, har han levet under politibeskyttelse, men selv om han ikke længere kan færdes frit, erklærer Trykkefrihedsselskabets formand, at han stadig vil forfægte det frie ord.

»Jeg vil stadig blande mig i debatten, selv om man ikke ved, hvor jeg opholder mig. Min rolle som samfundsdebattør vil der ikke blive rokket ved,« erklærede Lars Hedegaard på et pressemøde efter konferencen.

»Jeg er klog nok til at tage imod PETs gode råd, men de giver mig ikke ordrer om, hvad jeg må eller ikke må. Man skal bestemt ikke regne med, at jeg holder kæft,« understregede Lars Hedegaard.

På pressemødet slog han også fast, at hverken han selv eller hans forening er anti-muslimsk.

»Jeg kritiserer islam som ideologi, for den bryder jeg mig ikke om. Men jeg har altid skelnet skarpt mellem islam og muslimer, og vi skal integrere de muslimer, der ønsker at være en del af vores samfund,« lød det fra Lars Hedegaard, der mener, at det er mediernes skyld, at Trykkefrihedsselskabet i den brede offentlighed kun er kendt for kritik af islam.

»I øjeblikket er islam den største og vigtigste trussel mod ytringsfriheden, men det er ikke den eneste. Vi har for eksempel holdt konferencer om ytringsfrihedens vilkår i Kina og Rusland, men journalisterne deltog ikke. De gider ikke at høre om andet end islam,« konstaterede Lars Hedegaard.

Ved torsdagens konference deltog en række politikere og debattører, heriblandt Naser Khader, chefredaktør Lisbeth Knudsen fra Berlingske samt ordførere fra Folketingets partier minus Enhedslisten, der ikke var inviteret.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu