Heldig HIV-baby ikke enestående

4. marts 2013 13:49 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Heldig HIV-baby ikke enestående
Billede mangler

Amerikanske læger har ved et rent lykketræf tilsyneladende kureret en baby for HIV. De dårlige nyheder er dog, at der ikke er tale om en ny behandling, og at metoden ikke kan bruges på voksne HIV-smittede. Det skriver B.dk.

 

Den lille pige blev født i Mississippi af en HIV-smittet mor, og kom i behandling inden for et døgn efter fødslen. Det næste halvandet år modtog mor og barn behandling, men da pigen var 18 måneder gammel, dukkede hendes mor en dag ikke op på hospitalet og behandlingen ophørte.

Efter fem måneder vendte mor og barn tilbage på klinikken, og stik imod alle forventninger var den lille piges HIV-infektion ikke blusset op igen. Efter knap et år er der stadig ikke tegn på HIV-smitte af den nu to og et halv år gamle pige, som er blevet undersøgt med de mest fintfølende metoder.

»De gængse midler til behandling af HIV er i dag meget effektive og kan undertrykke virus så meget, at man ikke smitter. Vi kan heller ikke måle det i kroppen, men det sidder stadig i nogle reservoirer, og hvis man holder op med at tage sin behandling, blusser det i reglen hurtigt op igen,« siger Jens Ole Nielsen, professor og overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital, til B.dk.

Historien om den lille heldige pige er præsenteret af læger fra Johns Hopkins hospitalet i Baltimore på en stor HIV-kongres i Atlanta. Der er stadig ikke udgivet en videnskabelig artikel om sagen, og det er ikke helt dokumenteret i presseomtalen, hvilke målinger det er, der får forskerne til at sige, at hun var smittet af sin mor.

»Det kunne være nogle stoffer fra moderen i blodet hos barnet, som ikke er en egentlig HIV-smitte« siger Jens Ole Nielsen.

Herhjemme fødes der sjældent børn af ubehandlede HIV-smittede mødre, fordi der er så godt styr på svangreomsorgen. Gravide i risikogruppen testes for HIV og tilbydes behandling, som kan bringe virusmængden ned til et forsvindende ringe mængde, som gør smitte højst usandsynlig.

Så længe HIV-infektionen ikke har bidt sig fast og dannet reservoirer, kan man allerede i dag »kurere« smittede. Smitte fra en HIV-smittet mor til baby sker ikke i moders liv, men under fødslen. Det lille nyfødte barn får derfor en intensiv behandling, på samme måde som hospitalspersonale eller politifolk, der har stukket sig på en nål.

Der er også i Danmark et eksempel på alt for sent opdaget HIV-virus i en blodtransfusion, hvor modtageren af blodet fik en intensiv behandling mod HIV, og endte med at være »kureret«. Her ved man dog heller ikke med sikkerhed, om virus havde nået at etablere sig, på samme måde som med »mirakelbabyen« fra Atlanta.

»Jeg vil nødig lægge dæmper på begejstringen, men det havde været en mere interessant historie, hvis der var tale om en ny behandling, eller hvis der ikke havde været tale om behandling af en nyfødt,« siger Jens Ole Nielsen.

Det eneste klokkeklare eksempel på en kureret HIV-smittet er derfor stadig Timothy Brown, som fik leukæmi i 2006. Han blev behandlet med en knoglemarvstransplantation fra en person, som viste sig at have en meget sjælden genetisk variation, der beskytter mod HIV-smitte. Den beskyttelse blev overført til Timothy Brown, som både blev kureret for leukæmi og HIV med stamcellerne fra den anonyme donor.

»Der er desværre ikke knoglemarv nok til at gøre det til en standardbehandling, og det er også en meget dyr og besværlig procedure sammenlignet med den gode behandling, vi allerede kan tilbyde i dag,« siger Jens Ole Nielsen.

I dag kan man behandle HIV med en enkelt pille om dagen, og virusmængden i en velbehandlet patient er så lav, at han reelt er »kureret«. Forudsat han tager sin behandling resten af livet.

»Vi sammenligner det med forhøjet blodtryk, diabetes eller andre kroniske sygdomme, hvor man kan leve normalt og lige så længe som de helt raske, bare man tager sin behandling,« siger Jens Ole Nielsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu