Hele Europa kigger på Cornelius

27. marts 2013 17:41 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hele Europa kigger på Cornelius
Billede mangler

De var der – næsten – alle sammen.

 

Chelsea, Tottenham, Arsenal, Borussia Dortmund og Olympique Marseille. Ja, selv spanske Atletico Madrid havde fundet til Østerbro tirsdag aften.

Grunden til, at nogle af Europas største og mest traditionsrige fodboldklubber forleden var på plads i Parken til landskampen mod Bulgarien, kan groft sagt koges ned til ét navn. Andreas Cornelius.

Den 20-årige angriber var fluepapiret, der trak nogle af kontinentets giganter til en iskold landskamp mod et på papiret profilløst bulgarsk mandskab. I alt 31 europæiske klubber noterede plusser og minusser ud for landsholdets nye kæledægge, der markerede sig med en imponerende fysisk præstation og stod bag det straffespark, som Daniel Agger scorede på.

Men hvad syntes talentspejderne om FCK-profilens spil, og hvor tæt er han på at skifte Superligaen ud med en af Europas store ligaer?

Berlingske har talt med en af de talentspejdere, der tog Cornelius i øjesyn.

– Nogle af klubberne kiggede meget nøje på ham. Andre er hoppet fra efter tirsdag, fordi der ganske enkelt er kommet nogle klubber ind i billedet, som man ikke kan hamle op med. Klubber, der rent økonomisk er for store, siger Bjarne Hansen, der er skandinavisk scout for den tyske traditionsklub Hamburger SV.

Hansen har selv skrevet den ene rapport efter den anden om Andreas Cornelius, som han har anbefalet sin danske sportsdirektør Frank Arnesen. Men Hamburger SV er på ingen måde alene.

– Nu er Andreas Cornelius at finde i alle klubbers kartoteker, forklarer Bjarne Hansen.

Det er han blandt andet, fordi han mod Bulgarien anbefalede sig til klubber på de øverste hylder i europæisk fodbold. Mange af de store klubber arbejder med tre karaktertrin. Et C til en spiller, som kan blive aktuel med tiden, et B for spillere, der skal overvåges nøje, og et A til spillere, der skal købes nu.

– Jeg tror ikke, du vil finde ret mange scouts, der ikke har gradueret Andreas Cornelius til topkarakteren A, fortæller Bjarne Hansen uden dog selv at fortælle, hvilken karakter han selv har givet den danske komet.

I talentspejdermiljøet har den første hype omkring Cornelius’ navn nu lagt sig. I stedet er de mere alvorlige overvejelser gået i gang. Skal han købes eller ej? Udskrivningen er stor for en spiller, som FC København kan forlange op mod 50 millioner kroner for.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu