Helle og Lars i tæt duel om arbejder-stemplet

15. marts 2012 12:13 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Helle og Lars i tæt duel om arbejder-stemplet
Billede mangler

Og vinderen af titlen som Danmarks arbejderparti er… Socialdemokraterne og Venstre.
De to store partier scorer lige højt, når vælgerne skal vurdere, hvilket parti, der forsvarer arbejderne interesser, viser en meningsmåling blandt 1.000 vælgere fra Rambøll/Analyse Danmark for Jyllands-Posten.
Godt hver femte vælger mener, at enten Helle Thorning-Schmidt (S) eller Lars Løkke Rasmussen (V) kæmper for arbejderens interesser. Og selvom Socialdemokraterne undgår et nederlag til rivalen, så skuffer danskernes svar den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører.
“Det gør mig helt ærligt lidt ked af det. Som gammel tillidsmand og havnearbejder, så ved jeg godt, hvem det rigtige arbejderparti er; altså Socialdemokratiet,” siger Leif Lahn til Newspaq.
“Venstre er et parti, der om nogen har forringet den danske model, og derfor skal vi hele tiden fortælle danskerne om, hvem der i virkeligheden beskytter den danske model og arbejderen,” fortæller Leif Lahn og peger på forringelser af efterløn, dagpenge og fradrag på faglige kontingenter som nogle af de punkter, hvor Venstre ikke er et arbejderparti.
På tredjepladsen kommer Enhedslisten, da 15 procent peger på Johanne Schmidt Nielsen (EL), som arbejderens beskytter.
Lige mange danskere synes, at SF og Dansk Folkeparti er Danmarks arbejderparti. Knap hver fjerde vælger er dog i tvivl om, hvem der overhovedet er et arbejderparti.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu