Helle Thorning efter Betalingsrings-kaos: Man skal passe på med garantier

22. februar 2012 16:57 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Helle Thorning efter Betalingsrings-kaos: Man skal passe på med garantier
Billede mangler

Det er store retrætedag i dag. Især for landets statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), efter skrotning af betalingsringen om København.
 
I dag har S og SF på det nærmeste jublet over alternativet til ringen; en halv milliard kroner til nedsættelsen af billetpriser i busser og tog samt en halv milliard kroner til investering i kollektiv trafik.
 Spørgsmål: Er det en sejr at få betalingsringen ændret til denne her milliard kroner?
“Det er en rigtig god løsning det her, og der er ingen tvivl om, at en milliard kroner er mange penge i en krisetid. Den løsning, vi havde fremlagt, var der ikke særlig mange, der var interesserede i,” siger statsminister Helle Thorning-Schmidt på vej ud af Folketingssalen.
 Spørgsmål: Hvorfor har I ikke opdaget det noget før, at der ikke var opbakning til jeres betalingsring?
“Det viste sig, at lige præcis de mennesker, vi gerne ville løse et problem for, var ikke enige i vores løsning.”
 Spørgsmål: Hvornår blev I enige om at droppe betalingsringen?
“Det har været diskuteret i ganske lang tid. Selve det at lave en betalingsring var meget teknisk vanskeligt. Det ville vi gerne have helt overblik over, og mens vi fik det, kom der pludselig masser af modstand mod den. Til sidst kunne jeg slet ikke finde nogen, der var for betalingsringen.”
 Spørgsmål: Men hvornår blev I enige om at droppe den?
“Vi traf beslutningen i går. Nej, det var måske mere i forgårs.”
 Spørgsmål: Er du ked af, at du brugte ordet “garanti” om, at betalingsringen ville komme?
Vi skrev i regeringsgrundlaget, at vi ville lave en trængselsring. Men jeg er glad for, at vi tog bestik af situationen og lyttede til de mange danskere, der var imod betalingsringen.
 Spørgsmål: Vil du være mere varsom med at anvende ordet “garanti” i fremtiden?
“Man skal altid være varsom med at udstede garantier,” slutter Helle Thorning-Schmidt, før hun sætter i hurtigt trav op ad trappen mod indgangen til Statsministeriet.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu