Helt unge ender på gaden

22. august 2012 09:10 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Helt unge ender på gaden
Billede mangler

Hjemløsheden i Danmark har fået et nyt og yngre ansigt.
En stadig større del af landets hjemløse er helt unge mennesker, der ikke har råd til at få tag over hovedet.
Udviklingen er alarmerende og kræver en akut indsats, mener formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen.
– Vi burde slet ikke have hjemløse i Danmark. Vi har muligheden for at være solidarisk med de allersvageste – også i krisetider, siger han til Ritzau.
Onsdag offentliggør rådet sin årsrapport i forbindelse med Brugernes Bazar i Kongens Have i Odense.
På trods af, at der de seneste tre år er brugt cirka 500 millioner satspulje-kroner på hjemløseområdet i form af den såkaldte hjemløse-strategi, går udviklingen ifølge rapporten den gale vej.
Ifølge SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – var der i 2011 flere end 1000 hjemløse mellem 18 og 24 år, men tallet risikerer ifølge Jann Sjursen at blive langt større, blandt andet fordi antallet af unge på kontanthjælp stiger kraftigt.
Han peger på, at mange unge under 25 år på kontanthjælp ikke har råd til husleje, når kontanthjælpen bliver reduceret til 5662 efter seks måneder.
– Deres liv bliver stoppet til med problemer, psykisk sygdom og misbrug, og de risikerer aldrig at kommer videre, siger Jann Sjursen.
81 procent af de unge hjemløse er ifølge SFI-undersøgelsen på kontanthjælp, og 36 procent af de hjemløse oplyste i 2011, at økonomiske vanskeligheder var den primære årsag til deres hjemløshed.
En indsamling af økonomioplysninger, som rådet har foretaget blandt kommuner med særlige råd for udsatte, tyder på, at kommunerne er i gang med at skære kraftigt ned på tilbud og opsøgende arbejde blandt hjemløse.
– Det er meget uklogt, siger Jann Sjursen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu