Helvedet i Syrien fylder to år

14. marts 2013 18:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Helvedet i Syrien fylder to år
Billede mangler

SYRIEN: Det kan siges med store tal: Mindst 70.000 dræbte, tre millioner er flygtet fra deres hjem, af dem en million til udlandet. Det kan også siges med enkelt tal og en betegnelse: »To år i helvede«.

 

Fredag er det to år siden, at opstanden mod den syriske præsident, Bashar al-Assad, begyndte med fredelige demonstrationer. Efter kort tid flød blodet, da regeringsstyrke angreb og endte med at skyde med skarpt ind i folkemængderne samt placere snigskytter på byernes tage.

To år efter er en fredelig løsning længere væk end nogensinde. Borgerkrigen er eskaleret, og langsomt men ubønhørligt strammer de islamistiske og mere sekulære oprørsgrupper grebet om Assad og hovedstaden Damaskus, hvor han endnu gemmer sig i sit palads.

Nyhedsbureauet Reuters citerer en journalist i Damaskus for, at byens våbenføre mænd i øjeblikket er grebet af panisk angst for at blive tvangsudskrevet til regeringshæren, som ifølge det internationale institut For Strategiske Studier i London er blevet halveret til omkring 110.000 soldater. Mange er blevet dræbt, men først og fremmest skyldes halveringen deserteringer.

»Jeg vil være død uanset hvad, som et lam på en slagtebænk. Vist støtter jeg regimet, men den her kamp er ikke min«, siger den 30-årige Mohammed, som ikke vil have sit efternavn frem.

Journalisten som af sikkerhedsgrunde heller ikke kan navngives, skriver, at der er vedholdende rygter om en kommende tvangsrekruttering. Myndighederne benægter, men hovedstadens stormufti, Ahmad Badreddin, der selv støtter Assad og har mistet en søn til oprørerne, har slået tonen an og appelleret til forældrene om presse deres børn til at gøre deres pligt:

»Og vær ikke bange, for de vil ikke blive dræbt, kun belønnet af Gud,« lyder det ifølge journalisten fra stormuftien, mens oprørerne nu står i forstæderne.

Der er også talrige beretninger om unge mænd, som er blevet taget med ved checkpoints og tvunget i uniform, og om forældre, der gemmer deres unge mænd i hjemmene. Og så er der den unge mand, som til Reuters siger:

»Kom bare. Hvis Assad vil forsyne mig med et våben, vil jeg slå hans soldater ihjel som det første.«

Dernæst vil han gå over til oprørerne.

»Og jeg kan fortælle dig, at der er mange, der er yngre end mig, som kun venter på den mindste anledning til at få fat i et våben og slutte sig til oprørerne. Men Assad kan vel ikke være så dum, at han bevæbner folk, der vil slå ham ihjel,« siger manden.

Mangel på slagkraftige våben mod Assads fly og kampvogne har været en konstant trussel mod oprørerne, som der hidtil forgæves har appelleret til det internationale samfund om våbenstøtte.

Men nu er vinden ved at vende.

Storbritannien og Frankrig er indstillet på at få ophævet EUs våbenembargo mod Syrien eller om nødvendigt gå solo og sende våben til oprørerne.

Torsdag forlød det fra den franske forsvarsminister, Laurent Fabius, at han vil have EU indkaldt i slutningen af denne måned for at få tingene på plads.

»Vi bliver nødt til at handle hurtigt«, siger Fabius ifølge BBC.

Kina, som ellers også har nedlagt veto efter veto over for resolutioner vendt mod Assad, er måske også ved at bløde sin holdning op. Den engelsksprogede tabloidavis Global Times, der har nære forbindelser til toppen af kommunistpartiet, skriver ifølge nyhedsbureauet AFP, at videooptagelser viser, det var kinesisk fremstillede skulderbårne missiler, som oprørerne brugte til at skyde to af regeringshærens helikoptere ned. Hvordan, våbnene i givet fald er havnet i hænderne på oprørerne, vides ikke, men grundlæggeren af det kinesiske luftvåbens officielle webside, Daniel Tong, siger ifølge AFP til avisen:

»Når det gælder eksportmuligheder, er det nødvendigt, at kinesiske våben bliver involveret i flere konflikter for at bevise deres værd.«

Rusland står som sædvanligt last og brast med Assad og kalder det en grov overtrædelse af international lov, at »forsyne terroristerne i Syrien med våben«.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu