Hembos hedetur

17. april 2013 15:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hembos hedetur
Billede mangler

Reaktionen og den kogende adrenalin var forståelig nok. Men efterspillet gør mere skade end gavn, når direktør Claus Hembo fra cykelholdet Christina Watches-Onfone begynder at flage med straffeloven som en del af efterspillet til det uheld, holdets tyske topnavn Stefan Schumacher kom ud for, da der søndag blev kørt sæsonens første afdeling af Post Cup.

 

Schumacher kolliderede som eneste rytter med en bil, som var kommet ind på løbsruten og blev ført til Aalborg Universitetshospital, hvor man stillede diagnosen hjernerystelse og overrevne muskler i den ene skulder.

Palaver

– Jeg er ked af den palaver, der kommer ud af sagen her, for som reglerne er i Danmark, kan vi ikke lukke løbsruterne helt. Derfor er rytterne også forpligtet til selv at være ekstra opmærksomme, siger Christa Skelde, som er direktør på rivaliserende Team Cult.

Ifølge flere ryttere, BT har talt med, blev der råbt ’se op, da den parkerede bil udgjorde en potentiel risiko. Men enten forstod Schumacher ikke den danske cykel-lingo eller også var det et øjebliks uopmærksomhed, som forårsagede det voldsomme sammenstød.

André Steensen slap uden skrammer i Aalborg og vandt Post Cup afdelingen. Men som eks-professionel på Team CSC har Steensen også prøvet at vende hjem til dansk asfalt. Det er en udfordring og en omvæltning, erkender han.

– Når man har kørt løb på Pro Tour niveau er det lidt af et chok at komme hjem til Danmark. Folk er generelt uden forståelse for cykelløb, men jeg synes der var rimeligt styr på sikkerheden oppe i Aalborg, siger André Steensen.

Hængekøjen

Mens mange danskere gerne slænger sig mageligt i hængekøjen for at hylde cykelheltene under Tour de France, kniber det i høj grad med respekt og almindelig konduite, så snart man selv sidder bag rattet med licens til at skumme over og råbe ’EPO-svin eller lignende efter de bløde medtrafikanter. Og når stridsmanden Claus Hembo puster til ilden ved at smide om sig med paragraffer fra dansk straffelovgivning, er det en farlig overreaktion, mener kilder i det danske cykelmiljø.

– Jeg forstår godt hans umiddelbare frustration og at adrenalinet koger. Men afviklingen af løbet oppe i Aalborg var helt normal efter danske forhold og der blev kørt på smalle veje, påpeger eks-professionelle Peter Meinert, som er tilknyttet Blue Water Cycling.

Christa Skelde frygter, at efterspillet om den tilskadekomne Stefan Schumacher, vil gøre forholdet mellem de fire- og tohjulede mere anstrengt end det er i forvejen.

Upopulære

– Cykelryttere er i forvejen ikke sindssygt populære hos hr. og fru Danmark, når de griber ind i søndagstrafikken med løb eller fylder på vejen under træning. Det er heller ikke nemt at finde arrangører, som vil påtage sig den store opgave, det er at stå for et cykelløb.

Hos Danmarks Cykle Union (DCU) har man opfordret ledelsen på Christina Watches-Onfone til at give en undskyldning til det chokerede ældre ægtepar, der fik en ’dårlig behandling af en teamleder.

I en redegørelse henviser Claus Hembo til, at ægteparrets optræden både er ’moralsk anstødelig og i værste fald strafbar’.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu