Hemmelig CIA-dronebase i Saudi-Arabien afsløret

7. februar 2013 04:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hemmelig CIA-dronebase i Saudi-Arabien afsløret
Arkivfoto.

USA: De seneste to år har den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, drevet en hemmelig dronebase i Saudi-Arabien. Det afslører flere amerikanske medier nu, skriver Bbc.co.uk.

 

Basen blev etableret som et led i jagten på al-Qaeda-medlemmer på Den Arabiske Halvø i Yemen, og det var blandt andet her fra, at den drone, der dræbte det ledende medlem Anwar al-Awlaki i september 2011, fløj fra.

Drabet på Anwar al-Awlaki har i særdeleshed været omtalt i de danske medier, fordi den tidligere danske PET-agent Morten Storm sidste år stod frem og hævdede, at han havde været involveret i missionen.

Bbc.co.uk skriver, at flere amerikanske medier har kendt til basens eksistens siden etableringen i 2011, men at de ikke har berettet om den før nu, fordi højtstående embedsmænd i USA har været bekymrede for, at en offentliggørelse ville ødelægge operationer mod al-Qaeda og potentielt skade samarbejdet med Saudi-Arabien i kampen mod terror.

Det amerikanske militær trak stort set alle sine tropper ud af Saudi-Arabien i 2003. Kun træningspersonale blev officielt tilbage.

Ifølge The Washington Post spillede præsident Barack Obamas terrorbekæmpelsesrådgiver, John Brennan, en tidligere chef for CIA i Saudi-Arabien, en central rolle i forhandlingerne med den saudiske regering om at bygge dronebasen.

Flere af USAs senatorer ventes derfor at udspørge Brennan om blandt andet droneangreb og drabet på Anwar al-Awlaki, når han torsdag skal i høring i forbindelse med hans kandidatur til posten som CIA-direktør.

Det er endnu ukendt, hvor i Saudi-Arabien basen ligger, skriver Bbc.co.uk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu