Hemmelige agenter brugte døde børns identitet

4. februar 2013 08:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hemmelige agenter brugte døde børns identitet
Billede mangler

STORBRITANNIEN: Det britiske Metropolitan Police har fra 1968 til 1994 stjålet identiteterne på 80 afdøde børn. Det skriver The Guardian.

 

Politiet stjal de afdøde børns identiteter for at give dem til agenter, der arbejdede undercover for at infiltrere eksempelvis højreekstremistiske grupper.

Nogle af agenterne optrådte under de fremmede identiteter i op til 10 år. Det foregik, uden at de afdøde børns forældre blev spurgt eller orienteret om det, fortæller The Guardian.

Formanden for det britiske parlaments indenrigsudvalg, Keith Vaz, siger ifølge The Guardian, at han er »chokeret« over politiets praksis.

– Det vil skabe enorm fortvivlelse blandt de afdøde børns familier, når de finder ud af, hvad der skete med deres børns identiteter, siger Keith Vaz.

– Nu skal vi have fundet ud af, hvordan politiet kunne tillade denne grusomme praksis, tilføjer han.

To agenter har over for The Guardian fortalt, hvordan de og andre agenter misbrugte børnenes navne og identiteter.

En agent, der fik identiteten Pete Black efter en afdød fireårig dreng, siger, at han følte det som om, at han »dansede på drengens grav«. Særligt når han – og dermed den afdøde dreng – havde fødselsdag, fik han en fornemmelse af skyldfølelse over for det afdøde barns forældre.

De to agenter, The Guardian har talt med, arbejdede i en hemmelig enhed under Metropolitan Police kaldet »The Special Demonstration Squad«, som blev forbudt i 2008.

Metropolitan Police siger i en kommentar, at der er indgivet en formel klage over politiet, og at sagen i øjeblikket undersøges nærmere af de britiske myndigheder. Politiet tilføjer, at den i klagen omtalte praksis ikke for nuværende ville kunne blive autoriseret af politiet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu