Henning bliver sportsdirektør

7. februar 2013 11:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Henning bliver sportsdirektør
Billede mangler

Rasmus Henning har netop lagt fundamentet til det, der skal ende med at blive Danmarks første, professionelle triatlon-hold.

 

Den nyligt pensionerede triatlonstjerne har startet ’Team Tri Nordic’, der er en potent blanding af landets bedste triatleter blandet med en håndplukket flok af amatører.

– Jeg har stadig lyst til at spille en rolle i sporten. Det kan jeg på en god måde, ved at have tæt kontakt til atleterne. De kan sparre med mig og vende forskellige problemer, og så har jeg en anledning til fortsat at have en finger på pulsen, når jeg skal fungere som en slags sportsdirektør, siger Rasmus Henning.

Han fortæller, at målsætningen på sigt er at udvikle holdet til et professionelt triatlon-team, der i lighed med cykelhold som Team Saxo-Tinkoff sørger for, at atleterne kan præstere optimalt. Det er en tendens, der er under udvikling i international triatlon.

– Sportsligt er det meget ambitiøst. Men kommercielt starter det beskedent. Planen er, at det skal kunne vokse over de kommende år. Jeg håber at få større økonomiske partnere på i 2014, så vi kan bygge et professionelt setup omkring holdet, forklarer Rasmus Henning, der endnu ikke kan tilbyde sine atleter en decideret løn.

Til gengæld kan han give dem rådgivning, udstyr, blandt andet cykler, våddragter og sportstøj til træning og konkurrence. Til det sidste har han startet et nyt tøjmærke i sit eget navn – ’Human Speed – powered by Rasmus Henning’.

Med på holdet er blandt andre Camilla Pedersen, der vandt Challenge Copenhagen 2012 samt et af sportens mest lovende talenter, Andreas Schilling. Sidstnævnte er udråbt til at være olympisk håb til OL i Rio de Janeiro i 2016.

– Grunden til, at det allerede nu kan være så sportsligt stærkt er, at jeg har et godt forhold til dem, og at de er interesserede i at lave det sammen med mig. Jeg har været ærlig og fortalt, at jeg endnu ikke kan tilbyde guld og grønne skove, men foreløbig kun know-how og hjælp til udstyr, lyder det fra Rasmus Henning.

Samtidig er en håndplukket flok af fritids-triatleter også en del af holdet. Blandt andre eks-golfspilleren Steen Tinning og studievært på TV 2 Sporten, Dennis Ritter.

– Det handler ikke bare om at have professionelle reklamesøjler, men også om at have gode mennesker og gode historier tilknyttet. Jeg vil hellere have nogle, der er lidt langsommere, men som er positive og entusiastiske overfor sporten, og som kender og snakker med mange mennesker, siger Rasmus Henning, der forklarer, at han også starter holdet for at promovere sit nye firma og de triatlon-mærker, han arbejder med.

Team Tri Nordic fik i weekenden en drømmestart, da Camilla Pedersen vandt sølv i en halv ironman i Panama.

– Det lykkedes os lige akkurat at få tøjet klar og sendt over til hende. At hun leverer sådan et resultat, kunne jeg ikke have forestillet mig bedre, konstaterer Rasmus Henning, der forventer sig meget af den 26-årige Esbjerg-pige.

– Der er ekstraordinært mange krummer i hende, og jeg har svært ved at se den øvre grænse. Hun har bestemt potentiale til at køre i top-10 på Hawaii allerede til efteråret, hvis hun kan undgå skader, konstaterer den nyslåede sportsdirektør.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu