Henrik Dam: Der kan stadig »dukke ting op«

3. april 2013 15:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Henrik Dam: Der kan stadig »dukke ting op«
Billede mangler

1,4 millioner e-mails og dokumenter er blevet undersøgt og adskillige personer afhørt i sagen om DSB og kommunikationsbureauet Waterfront. Alligevel tror transportminister Henrik Dam Kristensen (S), at der kan komme nye afsløringer.

 

»Jeg tror stadigvæk, der kan dukke ting op, men det forandrer ikke konklusionen. De konklusioner. der skal tages, er blevet taget,« siger ministeren, der finder det »helt naturligt«, at DSBs underdirektør, Peder Nedergaard Nielsen, er blevet fyret som følge af sagen.

Det blev han onsdag eftermiddag for åben skærm, efter at Kammeradvokaten havde gennemgået konklusionerne i advokatfirmaet Bruun og Hjejles rapport om sagen. Nedergaard har været ansvarlig for, at DSB har handlet i strid med forvaltningsretlige regler, lyder det i rapporten, der har været tre måneder undervejs.

»Når man kigger det her forløb igennem, er det grotesk på nogle måder, der indbefatter specielle mails, der går uden om systemet, privatdetektiver og så videre. Det er jo lidt surrealistisk at se på, og derfor er jeg meget glad for, at vi har fået det grundigt undersøgt,« siger Henrik Dam Kristensen.

Som konsekvens af rapporten vil DSBs ledelse nu se virksomhedens etiske retningslinjer efter i sømmene, den vil stramme op på den måde, offentlighedsloven forvaltes på i forhold til for eksempel aktindsigt og desuden oprette en whistleblower-funktion,

Transportministeren har fuld tillid til den administrerende direktør, Jesper Lok.

»Kammeradvokaten gjorde det helt klart, at Jesper Lok var uden lod eller del i det her, og når tingene er foregået uden om de normale systemer, så har den administrerende direktør jo ikke en chance. DSB agerede, da sagen rullede, og med de fremadrettede ting, som DSB har taget fat på, føler jeg mig tryg,« siger Henrik Dam Kristensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu